Er det tinnitus? Er det en skinger tyverialarm?
Næh, det er såmænd bare nogle af Københavns mange el-bycykler. Flere steder i byen har køretøjer fra firmaet Bycyklen pludselig givet sig til at hyle. Det skriver AmagerLIV.
Det er ikke just en rolig, afstressende lyd, cyklerne afgiver.
Mediet har talt med Thomas Christoffersen, der søndag havde svært ved at abstrahere fra den enerverende pibetone – selv med lukkede vinduer.
Efter han havde lokaliseret den skyldige cykel, 150 meter fra sin lejlighed på Islands Brygge, forsøgte han at komme i kontakt med Bycyklens kundeservice. Her blev han sendt direkte videre til en telefonsvarer.
»Lyd er en stressfaktor, særligt i et tæt bebygget område som Islands Brygge er. Derfor synes jeg, det var ret frustrerende, at jeg ikke kunne komme igennem til nogen, der kunne løse det,« siger han til AmagerLIV.
Ved ikke hvorfor
Mediet har været i kontakt med Bycyklen. Her forklarer man, at cyklernes hylen skyldes alarmer, som skal gå i gang, hvis nogen forsøger at stjæle dem.
Problemet er, at der ikke er nogen, som forsøger at stjæle dem – og operatørerne ved ikke helt, hvorfor alarmerne går i gang.
Direktør i operatøren Bikeshare, Alexander Bentzen, beklager og fortæller videre, at funktionen slås helt fra på alle cykler, indtil der findes en løsning.
Indtil da bliver defekte cykler samlet ind af Bikeshare.
Oplever du en hylende cykel, bedes du kontakte Bycyklen.



