Efter to »katastrofefilmagtige« hændelser på under en måned griber Vejdirektoratet ind

Til at begynde med blev den 87 år gamle bro aflåst, så den ikke kunne klappe op af sig selv. Nu er der indsat fysiske brovagter for at undgå yderligere uheld.

Ifølge Vejdirektoratet har de to alvorlige hændelser på Kronprins Frederiks Bro ved Frederikssund ikke noget med hinanden at gøre. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Mads Claus Rasmussen

Først gik broklapperne op helt uden varsel, mens adskillige cyklister og bilister befandt sig på den.

Så lukkede broklapperne ned lige for næsen af et passerende skib.

Nu griber Vejdirektoratet, som har driftsansvaret for Kronprins Frederiks Bro ved Frederikssund, igen ind med yderligere tiltag. Det skal forhindre, at broen kommer til at danne ramme for alvorlige ulykker.

Direktoratet får samtidig skarp kritik af kommunens borgmester, skriver TV 2 Lorry.

To farlige hændelser

Det er mindre end to uger siden, Ingeniøren kunne fortælle, at Vejdirektoratet ikke længere stoler på automatiseringen af den 87 år gamle bro.

Derfor er broen i øjeblikket aflåst, så den ikke længere kan åbne automatisk.

Tiltaget kom efter en hændelse 23. august, hvor broen pludselig og uden varsel åbnede,  og cyklister og bilister, som befandt sig på den gabende bro, måtte skynde sig ned mod vejen.

Situationen resulterede ifølge TV 2 Lorry i en smadret forskærm, mens en anden bilist fik ødelagt sin trailer.

Fredag aften var der igen problemer med den uheldsramte bro.

Denne gang lukkede broklapperne ved en fejl sammen lige for næsen af et skib. Skibet måtte bremse kraftigt op og slap med nød og næppe fra at kollidere med broklapperne.

»Katastrofefilmagtige«

Til TV 2 Lorry forklarer Vejdirektoratet, at fejlen skete, fordi en brovagt, som fulgte med via et kamera, blev blændet af den lavthængende sol.

Dertil har man valgt at have brovagter fysisk til stede ved broen, mens kameraerne undersøges.

Ifølge Frederikssunds borgmester, Tina Tving Stauning (S), er den seneste tids hændelser »katastrofefilmagtige«:

»En bro over vores fjord skal ikke skabe usikkerhed. Jeg har en forventning om, at hver eneste gang, man åbner eller lukker den bro, har man helt styr på, hvad man har gang i. Der må sidde nogle i Vejdirektoratet med meget røde ører,« siger hun til TV 2 Lorry.