Både om morgenen og omkring fyraften er afgange aflyst på grund af togsæt, der skal repareres.

Det oplyser Tony Bispeskov, der er DSBs informationschef.

»De er gået i stykker på forskellig vis, hvilket betyder, at vi ikke har det antal togsæt, der skal bruges,« forklarer han.

Der er tale om fire myldretidsafgange fra mandag til fredag mellem København og Helsingør – to i hver retning – mens et lyntog fra København til Odense også er aflyst alle hverdagene.

»Vi har valgt at nedprioritere de afgange i myldretiden, hvor der er færrest kunder og bedre muligheder for at søge mod andre afgange,« siger Tony Bispeskov, der understreger, at aflysningerne »ikke vil skabe kaos«.

Han kan ikke garantere, at der kun vil være aflysninger i denne uge.

»Vi ser ind i en periode med juletrafik og juleferie, så hvis det skulle blive aktuelt, så skulle det være i det nye år. Det er for tidligt at sige noget om, for der er trods alt nogle uger til.«

Disse afgange er aflyst fra mandag til fredag:

Fra København til Odense.

Afgang klokken 6.59 og ankomst 18.23.

Fra København til Helsingør:

Afgang klokken 07.05 og ankomst til Helsingør 7.49.

Afgang klokken 15.05 og ankomst til Helsingør 15.49.

Fra Helsingør til København:

Afgang klokken 08.11 og ankomst til København 8.55.

Afgang klokken 16.11 og ankomst til København 16.55.