Solen skinner i Dragør, og der bliver langet fiskefileter og stjerneskud over disken til de frokostsultne gæster. Havnen er byens samlingspunkt, og flere er taget ud for at nyde det gode vejr. En af dem er Morten Dreyer, der er valgt til kommunalbestyrelsen for Dansk Folkeparti i Dragør. Han sidder med sin hustru, Helle Dreyer, på Café Havslapning og hygger med en fadøl.

Men det er ikke alt, der er så hyggeligt i Dragør for tiden. Smitten i Dragør Kommune har taget fart. Antallet af smittede pr. 100.000 indbyggere, det såkaldte incidenstal, nærmer sig spærregrænsen. Torsdag den 3. juni var kommunens incidenstal 289 med 57 nye smittede. Hvis det testjusterede incidenstal ryger op på 300, skal kommunen nedlukkes. Og det er frustrerende, fortæller Morten Dreyer.