Direktør utilfreds med byggestop på Amager Fælled: »Vi mener, dommen er forkert«

Debatten omkring Amager Fælled er kørt af sporet, mener direktøren for Fælledby, der står for byggeriet. Han er utilfreds med Københavns Byrets afgørelse i sagen og vil nu vurdere, om dommen skal ankes.

Erling Thygesen sætter spørgsmålstegn ved, om så mange af københavnerne er imod byggeri på Amager Fælled, som det ifølge ham bliver fremstillet i debatten. Tobias Kobborg

Da retten tirsdag skulle tage stilling til sagen om byggeri på Amager Fælled, gik foreningen Amager Fælleds Venner derfra med det, eksperter kalder en stor sejr.

Byretten i København afgjorde, at den vil nedlægge forbud mod, at byggeriet kan fortsætte, hvis Amager Fælleds Venner kan stille to millioner kroner i sikkerhed. Det lykkedes på under to døgn gennem en indsamling.

Hos selskabet Fælledby, der står for byggeprojektet på Amager Fælled, er man utilfreds med dommen.

»Vi er rigtig ærgerlige over dommen. Vi mener, den er forkert. Vi mener ikke, det er os, der skal stævnes eller sagsøges. Det er Københavns Kommune, vi mener, der skal klages til,« siger direktøren for Fælledby, Erling Thygesen.

Erling Thygesen fortæller, at selskabet nu er gået i gang med at indsamle dokumentation og kigge på, om man vil anke byrettens dom. Byggeriet indstillede man kort efter dommen.

»Vi tog selvfølgelig dommen til efterretning med det samme og stoppede alt arbejde. Selvom der reelt først skulle stilles en sikkerhed fra Amager Fælleds Venner, standsede vi det hele med det samme.«

Debatten er kørt af sporet

Erling Thygesen, Amager Fælleds Venner har indsamlet de to millioner kroner ret hurtigt. Er det jeres indtryk, at københavnerne gerne vil have, at I bygger på Amager Fælled?

»Amager Fælleds Venner og andre organisationer med samme holdninger har rigtig meget taletid og mange tilhængere på de sociale medier. Det fylder meget i mediebilledet. De siger, at 76 procent af københavnerne er imod. Det vil jeg gerne sætte spørgsmålstegn ved. Jeg tror bestemt, københavnerne er interesseret i at få de 2.000 boliger, der skal bygges derude. Et nyt bæredygtigt byggeri. 500 almennyttige boliger.«

Hvad baserer du det på?

»De meldinger, vi får fra mange samarbejdspartnere og kontakter. Som jo synes, meget af debatten er kørt helt af sporet. Og det er den jo også. Vi bliver eksempelvis skudt i skoene, at vi udrydder dyrearterne derude. Det gør vi jo ikke. Vi har gennemsøgt hele arealet. I over 50 dage har vi haft biologer gående derude for at kigge efter stor vandsalamander. De har ikke fundet én eneste i det område, hvor vi arbejder.«

Kan du garantere, at det arbejde, I gerne vil udføre, ikke kommer til at have negative konsekvenser for stor vandsalamander?

»Jeg vil påstå, at stor vandsalamander, som meget af debatten går på, får væsentligt bedre levevilkår, end den havde, ingen vi gik i gang. Der bliver større rasteområder, der kommer et næsten 500 meter langt stendige. Den får væsentligt bedre levevilkår, og der bliver en helt anden natur end den selvsåede mark, der var derude før.«

Men kan du garantere, at det arbejde, I vil udføre derude, ikke kommer til at have negative konsekvenser for stor vandsalamander?

»Jeg ved ikke, om jeg kan garantere det. Men det er vores klare opfattelse efter et langt samarbejde med biologer, landskabsarkitekter og andre, at stor vandsalamander får væsentligt bedre vilkår. Det er op til Miljøstyrelsen og Naturstyrelsen at vurdere. Det er deres retningslinjer, vi følger.«