Et »hamrende dårligt resultat« har fået Dansk Folkeparti i København til at trække sin støtte til Venstres spidskandidat, den nuværende beskæftigelses- og integrationsborgmester, Cecilia Lonning-Skovgaard.
Det sker på baggrund af en midtvejsevaluering af kommunens integrationspolitiske mål for 2019-2022.
I 2022 skal der være 20 procent færre københavnere med ikkevestlig baggrund på midlertidig offentlig forsørgelse end i 2018. Af evalueringen fremgår det, at udviklingen ikke tyder på, at det kommer til at ske.
Det vurderes heller ikke realistisk at nå målet om, at 25 procent færre københavnere med ikkevestlig baggrund i 2022 skal være på uddannelseshjælp.
Ud af i alt syv indikatorer for udviklingen på integrationsområdet er der blot én, som viser en positiv udvikling.
Dansk Folkeparti har mistet tilliden til, at Cecilia Lonning-Skovgaard kan »løfte de vigtige opgave, en borgmester er ansvarlig for« – men ikke tilliden til Venstre som parti, forklarer partiets spidskandidat i København, Finn Rudaizky.
»De dårlige resultater viser, at håndteringen af personer med ikkevestlig baggrund har været alt for slap. Målene nås ikke, og undskyldningerne står i kø, mens borgmesteren håber på en bedre udvikling. Men håb er ikke en strategi,« siger han.
»Vi kan derfor ikke støtte, at Cecilia Lonning-Skovgaard fortsætter som borgmester efter valget. Hvis Venstre får mulighed for at opnå en borgmesterpost, når københavnerne har stemt, må de derfor stille med en anden kandidat, såfremt Dansk Folkepartis mandater skal tælles med.«

Er det så overraskende, at I ikke vil lægge stemmer til en Venstre-borgmester, når DF er i valgforbund med De Konservative?
»Jeg kan ikke vide, hvordan stemmerne falder ud. Jeg tager stilling til, at kommer vi i samme situation som ved sidste valg og forrige valg, hvor vi skal lægge stemmer til en Venstre-borgmester – så må de komme med en anden kandidat.«
Lørdag oplyste Venstre og Liberal Alliance i København, at de agter at pege på Sophie Hæstorp Andersen (S) som overborgmester. Det skete, efter at en ny måling viste, at Enhedslisten ville overhale Socialdemokratiet som det største parti til kommunalvalget.
Den udmelding stempler Finn Rudaizky som »uambitiøs«:
»Det kommer fuldstændig som en overraskelse for mig. De blå partier har jo aftalt, at vi skal holde tæt parløb i valgkampen i forbindelse med at være en opposition til netop Socialdemokratiet,« siger han.
»Man kan ikke være en fælles opposition, hvis man allerede nu erklærer, at man er sammen med fjenden.«
Venstre-borgmester er optimistisk
At integrationsindsatsen har været for slap, har Cecilia Lonning-Skovgaard svært ved at genkende.
»Tværtimod. Vi har netop i denne periode arbejdet målrettet med social kontrol og løftet kvinder fra et hjemmeliv i social kontrol ud til et aktivt liv, hvor de begynder at være i arbejde og under uddannelse,« siger hun.
Derudover, påpeger borgmesteren, har forvaltningen med ghettoplanen i ryggen fået et »fantastisk redskab« til at fremme integrationen.
»Man beder folk flytte fra Mjølnerparken og tvinger etårige til at gå i vuggestue. Hvis man går ud og spørger københavnerne, om der på noget tidspunkt har været en hårdere tilgang til parallelsamfund end nu, så tror jeg, svaret er nej,« siger hun.

De resultater i evalueringen, Finn Rudaizky kritiserer, har været meget negativt påvirkede af covid-19, påpeger Cecilia Lonning-Skovgaard.
»Vi har haft hele beskæftigelsesindsatsen lukket ned i stort set halvandet år. Det, synes jeg, er svært at kritisere andre end corona for,« siger hun og tilføjer, at hun efter samfundets genåbning anser det som realistisk at nå integrationsmålene for 2022.
»Der er jo ikke et hotel, en restaurant, en Netto, der ikke ansætter lige nu. Så vi er sådan set meget optimistiske i forhold til at nå de tal,« siger Cecilia Lonning-Skovgaard.
»På den baggrund mener jeg nok, at Dansk Folkeparti maler den flere måneder gamle statussag lovligt sort op.«
Står bag udmelding
Kritikken, der går på, at Venstre og Liberal Alliance i går annoncerede deres støtte til Socialdemokratiet – frem for Enhedslisten – er Cecilia Lonning-Skovgaard uforstående over for.
»Jeg står fuldstændig bag Jens-Kristian Lütkens (gruppeformand for Venstre i Københavns Borgerrepræsentation, red.) udmelding. Det er afgørende for Venstre, at vi har en by, der fungerer efter 1. januar. Det mener vi ikke, den kommer til, hvis vi har en borgmester fra Enhedslisten i spidsen,« siger Cecilia Lonning-Skovgaard og fortsætter:
»Vi går selvfølgelig til valg for at maksimere Venstres indflydelse og sætte så mange borgerlige aftryk som muligt. Men samler der sig i yderste time et flertal om Enhedslisten, så bliver det ikke med Venstres stemmer. Det synes jeg sådan set er både en voksen og troværdig melding til københavnerne. Jeg synes ikke, det er uambitiøst.«
At Dansk Folkeparti ikke længere vil lægge stemme til, at Cecilia Lonning-Skovgaard fortsætter som borgmester, har hun ikke mange kommentarer til:
»Det må jeg jo bare tage til efterretning – og sørge for at føre en så god valgkamp at Venstre kan sikre en borgmesterpost i egen ret.«




