»Det bliver en skinger debat, når det hele tiden handler om »de rige« familier i Nordsjælland«

Le Gammeltofts au pair var en væsentlig årsag til, at hendes virksomhed voksede eksplosivt på to år. Små virksomheder er afhængige af den hjælp, en au pair kan give, mener hun.

Le Gammeltoft mener, at familiens au pair var en afgørende faktor for, at hun som selvstændig kunne skabe en succesfuld virksomhed. Anne Bæk

Le Gammeltoft havde tidligere været nede med stress. Hendes nystartede virksomhed, Heartbeats, tog igen al hendes tid med foredrag, networking, ledelse. Nåe, ja. Hun havde også to børn, der i dag er tre og syv år, som krævede opmærksomhed og omsorg, og hjemmet på Amager skulle ikke gro til i vasketøj og nullermænd.

»Jeg magtede ikke flere opgaver. Jeg var bange for, at stressen ville komme tilbage, hvis ikke jeg fjernede noget af det, der lå på min tallerken. Og hvis jeg ville have mere tid til mine børn, havde jeg brug for noget hjælp. Jeg var kørt helt, helt i bund.«