Frygten for at sommerhusområder udvikler sig til »festlandsbyer«, har længe fyldt hos beboere i de danske kystkommuner.

Det har fået både borgere og sagkyndige til at kontakte Akademiraadet – statens rådgiver i spørgsmål om kunst og arkitektur. Nu langer rådet ud efter lokalpolitikere og investorer i de danske kystbyer i et debatindlæg hos Byrummonitor. De er blandt andet skeptiske over for de såkaldte megasommerhuse, som de seneste år er poppet op i sommerlandet.

»De uskønne bebyggelser med deres festglade lejere forringer direkte værdien af det område, de ligger i,« skriver de.

Ifølge akademiet står Danmark overfor en udfordring, der rækker ud over kommunegrænser og kræver en national diskussion. Problemet opstår, når særligt mindre kommuner med få ressourcer modtager storstilede byggeforslag fra investorer, der umiddelbart virker til at fremme kommunens økonomi og udvikling, mener akademiet. Projekterne mangler »alt for ofte« tilpasning til lokale omgivelser, hvilket ikke altid er gennemskueligt, før projektet er godkendt, lyder det.

Det gælder som sagt megasommerhuse – de kan typisk være op til 300 kvadratmeter – som længe er blevet kritiseret af lokale i kystkommunerne. De kritiseres for at ødelægge den arkitektoniske sammenhæng i de pågældende områder, men også for at medføre gener, da sommerhusene ofte udlejes til store, festglade grupper. Det har blandt andet været tilfældet i Asserbo nord for København og i Marielyst.

»Disse bebyggelser omkalfatrer fuldstændig velfungerende, rolige og skønne sommerhusområder mange steder i landet. Nogle steder er de ovenikøbet opført ulovligt, men får alligevel lov til at blive stående. Dette bør mane til eftertænksomhed i de kommuner, der står overfor tilsvarende udfordringer: De store sommerhuse i parcelhuslignende anlæg skaber ikke værdi for kommunen eller for resten af sommerhusområdet, tværtimod,« skriver akademiet i Byrummonitor:

Akademiraadets kritik gælder ikke kun megasommerhuse, men også andre store bebyggelser som forlystelsesparker, vandlande og planer om etableringen af Ranonia – en række kunstige øer i forlængelse af Ringkøbing Havn.

Rådet sætter spørgsmålstegn ved, om kommunerne har ressourcer til at gennemskue de »komplekse« anlægsforslag og præsenterer en række forslag til, hvordan de danske lokalpolitikere kan sikre både naturen og den lokale kulturhistorie.

Forslagene omfatter blandt andet en national handleplan og borgerinddragelse i alle faser af potentielle udviklingsprojekter.