Royal Arena har ikke hjulpet på klagerne.
Faktisk står de selv for deres egen del.
Og det får nu konsekvenser, skriver Magasinet KBH.
I Ørestaden, som er blevet kritiseret for at være kedelig, grå og mennesketom, ligger det relativt nye Royal Arena, hvor der afholdes alt fra koncerter til tenniskampe.
I juni 2020 blev der klaget over, at Royal Arena ikke har overholdt den lokalplan, den er underlagt. Fremfor at bidrage til mere byliv lød kritikken, at arenaen fremstår ganske livløs.
Det skyldes, at facaderne i arenaens stueetage er mere »facadebeklædning« end vinduer, konstaterede kommunen selv, da den aflagde besøg knap et år efter klagen. Det fremgår af et notat.
Det står ellers i lokalplanen, som fastlægger, hvordan udviklingen skal være i et bestemt område, at området skal byde på »udadvendte stueetager med beliggenhed mod de offentlige byrum« for at sikre »åbenhed og understøtte bylivet i kvarteret.«
Knap tre år efter klagen får det derfor nu konsekvenser for Royal Arena, der har fået et varsel om påbud af kommunen, som selv ejer og driver stedet sammen med Realdania, skriver mediet. Magasinet KBH skrev første gang om klagen i begyndelsen af 2023, da den dukkede op i forbindelse med notatet om kommunens eget besøg.

Siden kommunen selv aflagde visit, har de ifølge Magasinet KBH været ved at afklare, i hvilket omfang lokalplanen overholdes eller ikke overholdes af bygningen, som blev åbnet i 2016.
Men nu er kommunen kommet frem til, at det altså er i strid med lokalplanen. Det betyder, at Royal Arena inden 30 dage skal åbne mere op og dermed følge reglerne. Ellers vanker der påbud med tilhørende bøde.
Den kan også vælge at søge dispensation, som Teknik- og Miljøforvaltningen kan give dem.
Men selvom forvaltningen kan give dispensation uden at spørge politikerne først, kan politikerne holde øje med de dispensationer, der gives. Christopher Røhl, der er medlem af teknik- og miljøudvalget for Radikale Venstre i København, siger til Magasinet KBH, at han følger sagen.
Politikerne kan kræve, at sagen i stedet lander på deres bord.