De unge får en hel ø for sig selv i Øresund: Her kan I gøre, hvad I vil

Ungdommen skal ikke blande sig udenom. De skal blandes. Det er en af ideerne bag Ungdomsøen, der 24. august åbner på det gamle Middelgrundsfort ud for Københavns Havn.

William Kattrup og Tatjana Clemmensen har været med til at sætte Middelgrundsfortet i stand, så det den 24. august kan åbne som Ungdomsøen ejet af de danske spejdere. NIELS AHLMANN OLESEN

William Kattrup fra Ordrup og Tatjana Clemmensen fra Hellerup har åndedrætsværn på og slibestøv overalt på tøjet. De står inde i en af Middelgrundsfortets lange rungende gange og er – sammen med 20 andre unge – denne tirsdags frivillige arbejdshold.

De skal slibe, hamre og feje, mens håndværkere udfører det svære arbejde, og gøre deres til, at det 125 år gamle fæstningsværk den 24. august kan stå klar som Danmarks nye samlingspunkt for unge: Ungdomsøen. Med støtte fra Nordea-fonden og A.P. Møller Fonden købte Spejderne det i 2015.