En højt placeret embedsmand i Frederiksberg Kommune er tirsdag blevet sendt hjem fra arbejdspladsen. Det sker efter en sag om seksuelle krænkelser mod daværende HR-chef Birgitte Rømer.

I sidste uge skrev hun sin afskedshilsen i et opslag på LinkedIn, hvilket vakte opsigt i offentligheden. Hun beskrev, hvordan hun som følge af en seksuel krænkelse fra en kollega havde følt sig nødsaget til at opsige sin stilling.

Den anklagede kollega fik imidlertid lov til at forsætte, selv om han ifølge Birgitte Rømer har undskyldt og erkendt sin adfærd.

Men tirsdag er den anklagede blevet sendt hjem fra arbejdspladsen som følge af sagen.

Det fremgår ifølge Ekstra Bladets oplysninger af en intern meddelelse. De ansatte i Frederiksberg Kommune har tirsdag modtaget den.

I beskeden bliver det beskrevet, at den pågældende fik en skriftlig påtale for den konkrete episode. Det skete i oktober 2022 efter juridisk rådgivning fra Kommunernes Landsforening.

På daværende tidspunkt vurderede KL, at påtalen flugtede med karakteren af den episode, som Birgitte Rømer har været udsat for.

Hun var dog ikke tilfreds med afgørelsen og gik derfor ud med historien i offentligheden.

»Årsagen er, at jeg har været udsat for krænkelse af seksuel karakter – begået af en person jeg indgik i en magtrelation med – og som jeg fortsat ville skulle samarbejde med for at kunne varetage min stilling.«

»Men den (krænkelsen, red.) gjorde mig syg – og jeg kan hverken som privatperson eller som HR-chef fungere i en organisation, hvor en sådan handling tolereres og understøtter en uacceptabel kultur,« skrev hun på LinkedIn.

/ritzau/

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.