Goddag, kære læser, og velkommen til første udgave af Berlingskes nyhedsoverblik for hovedstaden, som samler de fem vigtigste historier fra København og resten af hovedstaden.
Læn dig godt tilbage og lad Berlingske guide dig igennem hovedstadsnyhederne.
Vi indleder med en intern uro, der er begyndt at ulme i magtens centrum.
1. Søges: »Et absolut A-navn«

Historien kort: Berlingskes politiske kommentator, Bent Winther, kommer med sit bud på, hvilke politikere der potentielt er kandidater til at blive Socialdemokratiets nye overborgmesterkandidat, hvis partiet udskifter Sophie Hæstorp Andersen.
Perspektivet: Spørgsmålet er blevet aktuelt, efter at anonyme kritikere i Socialdemokratiets gruppe på rådhuset har sået tvivl om hendes evner som overborgmester. Det har de gjort over for Politiken og Altinget.
Hvad er på spil? Hvis Hæstorp Andersen skal skiftes ud inden næste kommunalvalg, skal det være med »et absolut A-navn«. Det er nødvendigt, hvis S på ny skal være i stand til at styre spillets gang på rådhuset, skriver Bent Winther i sin analyse.
2. Hundestrid i københavnsk strandpark

Kort fortalt: Amager Strandpark har fået nye skilte, og beskeden er klar: Ingen hunde på stranden fra maj til og med august. Hold dem på stisystemet. Reglen er ikke ny, men skiltene er nødvendige, vurderer kommunen.
Hvorfor er det vigtigt? Uklarhed omkring reglerne har givet anledning til diskussion mellem strandens brugere. Det skal skiltene gøre op med. De skal også sikre, at alle kan færdes trygt på stranden.
Læg mærke til: Forbuddet bliver på Facebook kaldt et »utroligt hysteri«. Uanset hvad man synes om forbuddet, gør man dog klogt i at følge det. Et brud på forbuddet kan udløse en bøde på 1.000 kroner. Læs historien her.
3. Enklave-borgmester taler om vestberlinske tilstande

Hvad sker der? Måske er tiden inde til at købe en elbil, kære københavner. Københavns Kommune vil arbejde på et forbud mod benzin- og dieselbiler i byen senest i 2030.
Hvad betyder det? Et forbud får ikke kun betydning for københavnerne. Frederiksbergborgere uden elbil vil få svært ved at forlade deres kommune, hvis ikke deres politikere følger trop med et forbud, idet kommunen som bekendt er omgivet af lutter københavnske bydele.
Hvad så nu? Frederiksbergs borgmester, Michael Vindfeldt (S), håber, at København vil inddrage Frederiksberg i bilsnakken, så Frederiksberg ikke ender som »en slags Vestberlin«. Læs historien her.
Nu, hvor vi er ved bilnyhederne, så husk, at der søndag afvikles Copenhagen Marathon. Løbet kan skabe trafikale udfordringer, så planlægger du en søndagstur, bør du læse med her.
4. Farvel og tak til Susy og Sandra? Nu skal hotelgæster have panoramaudsigt

Kort fortalt: Tårnet ovenpå Lyngby Storcenter skal ombygges til et nyt og tidssvarende hotel med restaurant og panoramaudsigt. Sådan lyder planen fra Danske Shoppingcentre, der ejer Lyngby Storcenter.
Hvorfor er det vigtigt? Det lyder umiddelbart lækkert, men ikke alle er tilfredse. 41 lejligheder forsvinder, hvis planerne realiseres, og det betyder, at blandt andre Sandra Andersen og Susy Høgenhav skal forlade hjemmet.
Hvad er på spil? Susy Høgenhav på snart 74 år har boet i tårnet i 22 år. Hun blev chokeret, da hun fik nyheden om Danske Shoppingcentres plan. »Vi er virkelig på Herrens mark,« siger hun. Læs historien her.
5. Tid til mad!
Nok om hviskerier på Københavns Rådhus og panoramaudsigter i Lyngby. Nu er det snart weekend, og derfor skal du have nogle madanbefalinger med på vejen.
Berlingskes gastronomiredaktør, Søren Frank, har samlet de bedst anmeldte restauranter netop nu, og hvad enten du er til Michelin i højt gear eller en gedigen luksusbistro, er der gode grund til at lade mundvandet løbe. Læs anmeldelserne her.
God weekend og på gensyn, kære læsere.
Har du ris, ros eller ideer til nyhedsbrevet eller til historier fra hovedstadsområdet, Berlingske bør dække, så skriv til journalist på Berlingske Jonas Ingvardsen på jomi@berlingske.dk.




