Brud på vandledning skyld i kaos i det centrale København

Lækagen på H.C. Andersens Boulevard, der var skyld i, at flere hundrede adresser fra morgenstunden onsdag var uden vand, er fundet og fikset.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lækagen på H.C. Andersens Boulevard, der var skyld i, at flere hundrede adresser fra morgenstunden onsdag var uden vand, er fundet og fikset.

Og de 370 adresser i området ved  H.C. Andersens Boulevard, Ny Kongensgade og dele af Vester Voldgade, der var ramt, har fået det rindende vand tilbage i deres haner.

Værre ser det dog ud med trafikken, der siden tirsdag ved 18-tiden har været påvirket.

Bruddet på vandledningen førte nemlig til, at sandet, der ligger under asfalten, blev skyllet væk og dermed fik asfalten til at sænke sig.

Noget, der fik politiet til at afspærre flere vognbaner, hvilket ikke overraskende førte til tæt og langsom trafik i området.

Morgenen igennem kunne man således fra Vejdirektoratets kameraer følge biler, der sneglede sig afsted på H.C. Andersens Boulevard.

Mens HOFOR hele natten arbejdede for at få stoppet lækagen, arbejdede man henover middag stadig med at placere såkaldte køreplader fra krydset ved Ny Kongensgade.

Kørepladerne spiller en hovedrolle i at få trafikken op og køre. I hvert fald for nu.

For den ødelagte asfalt skal erstattes, og det er også HOFOR, der skal sørge for, at det sker.

Til B.T. oplyser HOFOR, at så meget som muligt af arbejdet er blevet gjort færdig onsdag. Flere steder er de omtalte køreplader af metal blevet placeret, og vejen er derfor for nuværende nogenlunde jævn at køre på.

Det resterende asfaltarbejde genoptages i starten af næste uge.

Årsagen til, at der pludseligt opstod brud på vandledningen, er endnu ikke fundet.