Borgere fra Indre Nørrebro er bekymrede over larmende naboer: »Det glæder mig, at det ikke er skyderier og gaderøverier, der fylder«

Der er store forskelle på, hvor trygge københavnerne føler sig i nabolaget, og der er store forskelle på, hvor meget kriminalitet de udsættes for. Tryghedsundersøgelsen 2021 kortlægger trygheden og kriminaliteten for hver af Københavns 13 bydele. På Indre Nørrebro er beboerne især bekymrede for cykeltyverier og støjende naboer.

Københavnere på Indre Nørrebro er mest bekymrede for cykeltyveri, støjgener fra naboerne og ballade på gaden. Det viser Tryghedsundersøgelsen 2021. Linda Kastrup

Salg af hash og narkotika, bandekonflikter og skyderier er begivenheder, som beboere på Indre Nørrebro peger på som særligt ubehagelige i løbet af det seneste år.

En ud af ti beboere i denne del af København føler sig utrygge i nabolaget – tallet stiger til hver femte efter mørkets frembrud.