Borger på Østerbro kritiserer kommunens håndtering af uønskede cykelstativer: »Det er tragikomisk«

Østerbros Lokaludvalg vil have fjernet 82 cykelstativer på hjørnet af Jagtvej og Østerbrogade. I stedet har Teknik- og Miljøforvaltningen opsat et besynderligt skilt.

Københavns Kommune har opsat et nyt skilt ved metrostationen ved Poul Henningsens Plads for at undgå, at cyklister parkerer på fortovet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

82 cykelstativer er blevet genstand for en kamp mellem Østerbros borgere og Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune.

Cykelstativerne, der står ved nedgangen til metroen på hjørnet af Jagtvej og Østerbrogade, ønskes fjernet af Østerbros Lokaludvalg, fordi de skaber unødig trængsel og dårlige vilkår for fodgængere.

Teknik- og Miljøforvaltningen har erkendt problemet, men løsningen er endt som en helt anden end den, lokaludvalget havde forventet og håbet på.

I stedet for at flytte cykelstativerne har forvaltningen således opsat et skilt med forbud mod cykelparkering lige ved siden af de 82 stativer. Kommunen vil flytte cykler, der holder uden for stativerne og på den måde skabe bedre plads på fortovet.

Søren Dam Hansen har siden januar 2020 kæmpet imod cykelstativerne og skrev den oprindelige borgerhenvendelse på vegne af Andelsboligforeningen Lille Vibenshus. Han kalder løsningen med det nye skilt for »tragikomisk«.

»For mig er det tragikomisk, fordi forvaltningen tænker, at man kan regulere cyklisternes adfærd med et skilt. Men hvis man kunne det, ville skiltet jo stå overalt. Der er ikke brug for flere skilte, tværtimod,« siger Søren Dam Hansen.

Ifølge lokalplanen skal der være 314 cykelstativer ved Metrostationen Poul Henningsens Plads. Derfor er det ikke muligt for forvaltningen helt at fjerne de uønskede stativer, men kun at flytte dem til en ny placering.

»Ikke meget faglighed at være stolt af«

Søren Dam Hansen og Østerbros Lokaludvalgs primære anke er ellers den, at cykelstativerne på hjørnet af Jagtvej og Østerbrogade er overflødige. Der står nemlig masser af stativer på selve stationspladsen under 50 meter derfra, hvoraf mange ofte er ledige.

»Det handler jo ikke om, at der er for få cykelstativer. Der er masser af cykelstativer lige ved siden af. Og det er et paradoks, at man så vurderer det nødvendigt med de her 82 cykelstativer, hvor de unødvendigt generer fodgængerne,« siger Søren Dam Hansen.

I et notat fra Teknik- og Miljøforvaltningen begrunder man beslutningen om ikke at flytte stativerne med, at »det ikke kan garanteres, at cyklister ikke vil parkere på arealet uden cykelstativer«.

Men den køber Søren Dam Hansen ikke.

»Der er trods alt færre, der stiller sin cykel midt på fortovet end ved siden af et fyldt cykelstativ. Det er sjældent, man ser en cykel stå helt for sig selv. For mig holder argumentet ikke, for cyklisterne kan bare køre et par sekunder længere, og så er der masser af stativer,« siger han.

Østerbro Lokaludvalg mener, at cykelparkeringen på hjørnet af Jagtvej og Østerbrogade skaber en unødvendig trængt trafik på fortovet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Søren Dam Hansen er heller ikke tilfreds med forvaltningens argumentation om, at det nye skilt kun har kostet 2.500 kroner, mens en udvidelse af fortovet og reducering af antallet af cykelstativer vil koste 100.000 kroner.

»Hvis man tæller de mandetimer, der er gået med den her sag, er det jo helt på månen at bruge økonomi som argument,« siger han.

Er Teknik- og Miljøforvaltningen ikke nødt til at være lidt forbeholdne? De kan vel ikke bruge tusindvis af kroner, hver gang en borger er utilfreds med noget?

»Det er jeg helt med på, at de ikke kan. Men det er vel meningen med lokaludvalg, at de vurderer, om en henvendelse er fornuftig eller ej. Og i det her tilfælde har det været evident for alle, at fortovet er alt for småt, fordi man har anlagt et unødvendigt cykelstativ på det værst tænkelige sted,« siger Søren Dam Hansen:

»For mig kan det godt virke som om, at forvaltningen er ramt på deres forfængelighed og faglige stolthed. Men der er jo tydeligvis ikke meget faglighed at være stolt af.«

Afviser kritikken

Berlingske har forholdt kritikken for Teknik- og Miljøforvaltningen, som »ikke deler borgerens vurdering af sagen«.

»Forvaltningen er opmærksom på, at fortovet er smalt, men vurderer, at fortovet kan fungere tilfredsstillende, hvis der ikke bliver parkeret cykler på fortovet, men kun i de opsatte cykelstativer. Nedtagning af cykelstativer vil kræve en dispensation fra lokalplanen og vil ikke kunne sikre, at cyklister ikke parkerer på fortovet.«

I svaret oplyses det desuden, at forvaltningen observerer stedet, efter det nye skilt er blevet sat op.

»Forvaltningen arbejder derfor på løsninger, herunder det nye skilt, der skal få cyklisterne til kun at parkere i cykelstativerne. Forvaltningen har gennemført flere besigtigelser på stedet, men har hidtil ikke konstateret, at der er problemer med fremkommeligheden – og vil foretage flere observationer i nær fremtid.«