Boligselskaber hyrer eks-politibetjente: »Vi har jo forsøgt med alle mulige pædagogiske indsatser«

Det københavnske boligselskab Bo-Vita har ansat to tidligere politibetjente til et tryghedsteam, og i Odense er fire boligselskaber også gået sammen om at ansætte en eksbetjent. Tidligere politikommissær Søren Wiborg er en af de ansatte hos Bo-Vita, der skal forsøge at gøre op med »pistolfamilier« i boligafdelingerne.

Beboerne hilser på Bo-Vitas tryghedskonsulent Søren Wiborg, da han er i boligselskabets afdeling i Mjølnerparken for at aflevere nogle breve. To kvinder spørger ind til situationen med fraflytning fra området, der er sat i værk som følge af ghettoplanen, hvor 60 procent af boligerne skal sælges. Linda Kastrup

64-årige Søren Wiborg introducerer sig ved dørtelefonen og bliver lukket ind for at »sludre lidt« med en familie, der har klaget over en anden lejer i opgangen. Den anden lejer bor angiveligt det meste af tiden i Mellemøsten. Imens fremlejer han tilsyneladende sin lejlighed ulovligt til et rend af forskellige fremmede mennesker.

Søren står i opgangen og når lige at hilse på familien, da døren ind til den anden lejer åbner og smækker. En mand kommer løbende ned ad trapperne i blå cowboybukser og kondisko med en sort rygsæk.