Blå blok kritiserer opgør med hovedstadens natteliv: »Det vil blive et helt andet København end det, man kender i dag«

Der lægges op til opgør med det københavnske restaurations- og natteliv i nyt udspil fra Københavns Kommune, og det modtages med blandede reaktioner i blå blok.

Der er ikke gennemsigtighed nok i det nævn, der uddeler bevillinger i København, mener Københavns Beboernetværk. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Nissen/Ritzau Scanpix

Frygt for at Københavns gastronomiske renommé går tabt og betegnelsen »udansk« er blandt reaktionerne fra blå blok i Borgerrepræsentationen, efter et udspil om at begrænse det københavnske natte- og restaurationsliv er blevet fremlagt.

Det skal gøre op med støj, affald og vold i hovedstadens natteliv. Det kan blandt andet ske med alkohol- og opholdsfrie zoner, færre alkoholbevillinger og deciderede »festivalpladser«, fremgår det af udspillet.

Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen har udarbejdet første udkast til en plan for fremtidens restaurations- og natteliv i København. Det har de gjort med input fra blandt andre HORESTA, Københavns Politi og beboerrepræsentanter. Forslaget skal i første omgang behandles torsdag i Kultur- og Fritidsudvalget.

I blå blok er reaktionen skeptisk over for flere af initiativerne, mens der dog er enighed om at finde en balance, hvor natte- og restaurationslivet både »er til for københavnerne og skal fungere i respekt for københavnerne«, som det fremgår af udspillet.

Et helt andet København

Det vil blive et helt andet København end det, man kender i dag, hvis man begrænser alkoholbevillinger og indfører alkohol- og opholdsfrie zoner.

Sådan lyder det fra beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune, Cecilia Lonning Skovgaard (V).

»Forbudszoner vil kræve en kæmpe opbemanding af politiet, selvom det vil afhjælpe nogle af de gener, vi har set på gaderne. En ting er, at der selvfølgelig skal være politi på gaden for at sikre byen mod vold og larm. Men det bliver en helt anden by, hvis politiet skal agere »nanny state« og sende folk hjem i seng. Det forekommer mig meget udansk, og efter et år med corona bør man også overveje, om det er det spor, vi skal ned ad,« siger hun og tilføjer, at det ikke er en vision, som Venstre har.

Partiet lægger i stedet op til at finde balancen med ordenskorps, natteværter, mere bevilling til rengøring og en diskussion om, hvor lang tid der skal sælges alkohol i detailhandlen om natten.

De Konservative er ikke afvisende over for forbudszoner, men det er ikke et forslag, de vil bære frem, fortæller Jakob Næsager, medlem af Teknik- og Miljøudvalget.

»Det er ikke en blomst, der er vokset i vores have, men jeg vil ikke afvise, at det kan være hensigtsmæssigt. Jeg mener, at Hovedbanen og metrostationerne er alkoholfri zoner,« siger han.

For at kompensere for de nye forbudszoner vil Københavns Kommune i stedet undersøge muligheden for festzoner med deciderede festivalpladser, hvor der kan festes uden at tage hensyn til beboere.

Men det er ikke så nemt endda, fortæller Jakob Næsager (K).

»Festivalpladserne har været undervejs i flere år. Men det har vist sig at være vanskeligt i praksis. Kunsten er at få en attraktiv plads uden naboer, men det findes ikke i København. Tanken er smuk, men indtil videre er der ingen, der kan se en forretning i at etablere en festivalplads ved eksempelvis Kløvermarken.«

Samme pointe har Cecilie Lonning Skovgaard (V), som fortæller, at Venstre bakker varmt op om ideen, som er svær at udføre i praksis.

Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) mener, at festivalszonerne kan være en god idé og et forsøg værd, selvom de kan være svære at finde i praksis.

Udspillet er lavet på baggrund af anbefalinger fra flere aktører, og derfor understreger hun også, at det ikke er sikkert, at Enhedslisten vil stemme for forbudszoner.

»Forslagene skal jo i høring nu, og derefter beslutter vi, hvad vi vil stemme for og ikke stemme for. Helt traditionelt er alkoholfri zoner ikke noget, som Enhedslisten er gået ind for, og vi har før været skeptiske over for den type forslag,« siger hun med henvisning til Anker Jørgensens Plads i Sydhavn.

Renommé på spil

Ud over forbudszoner vil kommunen også undersøge muligheden for at forbyde detailhandlen at sælge alkohol efter bestemte tidspunkter i visse områder, ligesom det skal være et »klart udgangspunkt«, at der ikke gives nye alkoholbevillinger i tidsrummet fra klokken 24 til klokken 5 om morgenen, fremgår det af udspillet. Det skal gælde for alle ugens dage i et stort område af Københavns centrum.

Både Venstre og De Konservative mener, at forslaget om at begrænse alkoholbevillinger vil være en forkert vej at gå.

Jakob Næsager (K) frygter, at »uorganiserede kræfter vil overtage restaurationslivet i København«. Han påpeger, at man fra kommunens side gennem bevillinger kan stille krav til barer og restauranter om støjsluser, oprydning og facader.

»Hvis ikke barer og restauranter kan få alkoholbevilling efter klokken 24, kan vores renommé som europæisk gourmetby gå tabt. Spisestederne skal være sikre på at få alkoholbevilling efter klokken 24 – også hvis de skifter ejer,« siger Jakob Næsager (K) og påpeger, at det også kan få konsekvenser for hovedstadens hoteller og fremtidige investeringer.