Beboerne på Nørrebro er tydeligt berørte. Vidner så en ung mand cykle væk efter drabet på en 43-årig mand

To personer er torsdag eftermiddag blevet ramt af skud. Den formodede gerningsmand er flygtet fra stedet på cykel. 

To personer er torsdag eftermiddag blevet ramt af skud på Nørrebro i København.

En 43-årig mand har mistet livet.

Derudover blev en 42-årig kvinde ramt, men hun er uden for livsfare, oplyser vicepolitiinspektør Lasse Michelsen fra Københavns Politi på et pressemøde torsdag aften.

Kvinden formodes at være en forbipasserende og dermed et tilfældigt offer, oplyser politiet.

Den 43-årige mand er kendt af politiet.

Begge personer er danske statsborgere.

Politiet modtog en anmeldelse om skyderi på Hans Tavsens Plads nummer to omkring klokken 17:15.

Berlingskes journalist Sofie Amalie Elmelund var til stede ved pladsen, og hun fortæller, at der er et massivt politiopbud og ambulancer til stede:

»Der kommer løbende mere og mere politi til gerningsstedet ved Hans Tavsens Gade, hvor jeg nu kan tælle mere end tolv politibiler, en ambulance og hundepatruljer. Politiet har flere gange udvidet det afspærrede område, og bedt pressen rykke længere væk«.

Sofie Amalie Elmelund fortæller, at der ved Kapelvej patruljerer to betjente rundt på heste, og generelt lader det til at politiet er massivt til stede på Indre Nørrebro.

Hun har talt med to beboere, der ønsker at være anonyme. 

»Flere Nørrebrobeboere fortæller mig, at de hørte to skud, hvorefter en stor folkemængde løb mod pladsen, hvor skyderiet fandt sted. Folk ved gerningsstedet er tydeligt meget berørte,« fortæller hun. 

Et vidne beretter, at vedkommende så en mand cykle væk fra stedet mod Blågård Skole, der er under renovering, kort efter de to skud var hørt affyret.

For tidligt at pege på motiv

Politiet oplyser, at der er tale om én gerningsmand, der flygtede fra gerningsstedet på cykel i retning af Griffenfeldsgade.

De fortæller til TV 2, at han er iklædt mørkt tøj og beskrives som mørk i huden. 

»Vi kan ikke afvise, at det har relation til den igangværende konflikt med relation til Sverige, men det er endnu for tidligt at sige noget endeligt endnu,« siger Lasse Michelsen på pressemødet. 

Gaden, hvor skyderiet er fundet sted, er et område, hvor bandegrupperingen Loyal to Familia er kendt for at holde til. 

Skyderiet er det fjerde skyderi på otte dage.

Mandag blev en 18-årig ramt af skud på Frederiksberg. En 17-årig svensk dreng er sigtet i sagen.

1. august blev en 17-årig svensk dreng varetægtsfængslet efter skyderi i Kolding, og samme dag blev endnu en svensk dreng varetægtsfængslet efter en skudepisode på Nørrebro. 

Politiet opfordrer alle, der kan have set eller hørt noget, til at henvende sig på telefon 114.