Beboer frygter, at larm og ballade kan udløse kæmpe boligrabat på Islands Brygge

Den høje musik på Islands Brygge kommer ikke kun fra land. Den kommer også fra tømmerflåder på vandet. Og den bidrager til, at nogle beboere på Bryggen har fået nok.

Med en stor lejlighed på 6. etage i Pressesiloen på Islands Brygge med direkte udsigt og adgang til havnen bor Lonnie Eilsø og hendes mand godt og centralt i København.

Men med adressen på Islands Brygge følger der nogle sommerdage og sommeraftener støj, larm og høj musik fra flere sider i et omfang, så parret overvejer at sælge den 130 kvadratmeter lejlighed med terrasser og altaner ud til Københavns Havn.