Altanprojekt »løb helt af sporet« – i sidste øjeblik fik rådgiver standset usikkert byggeri på fjerde sal

Det var i sidste øjeblik, at en kritisk ingeniør fik forhindret landets største altanfirma i at hænge altaner op på fjerde sal midt i København uden at fastgøre dem korrekt. Altanfirmaet opførte sig »aggressivt« overfor Københavns Kommune, der beordrede altanprojektet stoppet på grund af talrige fejl, mangler og utilstrækkelig fastgørelse.

David Lamuño Suárez har været tovholder på sin andelsforenings altanprojekt – der blev ramt af fejl fra Altan.dk. Asger Ladefoged

Kun øjeblikkelig indgriben fra en erfaren, uafhængig ingeniør forhindrede Danmarks største altanfirma i at gennemføre en usikker montage af altaner i stor højde i en andelsforening i det indre København.

Mens altanerne var ved at blive sat op, opdagede foreningens ingeniør, Anja Krarup Hansen fra firmaet Konpro, at montørerne fra altanfirmaet Altan.dk i Sorø var i fuld gang med på fjerde sal at sætte tre altaner op, hvis sikkerhed kunne drages i tvivl, viser en lang række dokumenter fra Københavns Kommune, som Berlingske har fået udleveret.