Er det fair, at en hel familie skal bøde for et enkelt familiemedlems handlinger?
Det er spørgsmålet, som i går blev behandlet i Østre Landsret i forbindelse med en sag mellem en familie og boligselskabet fsb, der ønsker at smide familien ud af deres bolig.
Landsrettens afgørelse er endnu ikke offentliggjort og forventes først at blive det om nogle uger, men spørger man Ahmad Mahmoud, forfatter og debattør, er svaret et rungende »ja«.
Under overskriften »Familien skal betale prisen, når de ikke kan tage ansvar for deres børn« beskriver han tirsdag i et debatindlæg, hvordan han mener, at boligforeningen fsb gør rette i at smide hele familien ud.
»I alt for mange år har myndigheder trådt vande, når det kommer til integration, og taget forkerte hensyn,« skriver han og fremfører, at »retorikken skal afspejle den kultur, den retter sig imod«.
Ahmad Mahmoud mener, at flere af »de problematiske familier lever i en konsekvenskultur«, og derfor er det nødvendigt at »sætte hårdt mod hårdt«.
Debattøren er selv opvokset i en ghetto og har skrevet bogen »Sort land« om sine oplevelser. Nu slår han én ting fast: Det er hele familiens skyld, når et enkelt medlem af den begår kriminalitet. Og derfor er det, som fsb nu ønsker at gøre, også ret og rimeligt mener han.
Udmeldingen kommer midt i en glødende debat om tre familier, der står til at blive smidt ud af deres bolig i Blågården ved Blågårds Plads.
Sagen tog sin begyndelse, da den racismedømte provokatør og leder af Stram Kurs, Rasmus Paludan, i 2019 havde arrangeret en demonstration på Blågårds Plads, hvor han kastede rundt med Koranen og ville »brænde den store luderbog af«.
Demonstrationen nåede at vare få minutter, før fremmødte tilskuere trodsede det store politiopbud og gik til angreb. Mens politiet hurtigt fik eskorteret Rasmus Paludan væk, blev det indledningen på voldsomme optøjer på pladsen.
Brosten, fyrværkeri og andre genstande fløj gennem luften og blev slynget mod kampklædte betjente. Flere unge fra Blågårds Plads blev senere idømt ubetingede domme for blandt andet vold mod politiet.
Nu står tre af de dømtes familier til blive opsagt fra deres lejemål ved Blågården efter ønske fra fsb. En del af lejeloven tillader nemlig, at boligselskabet kan smide en familie ud, hvis en beboer har begået en ud af en række overtrædelser inden for en kilometer fra ejendommen.
To familier har anket sagen til Østre Landsret, en familie afventer at få sagen for boligretten, og en fjerde og sidste familie er allerede fraflyttet, har fsb tidligere oplyst.
Nødvendigt at smide familier ud
Ahmad Mahmoud siger nu, at han skrev debatindlægget, fordi han mener, at de seneste dages dækning har været »ensidig«.
»Alle virker til at synes, at det er synd for familierne. Det gør jeg ikke. Jeg har selv boet i et område, der endte med at blive socialt belastet og blev værre og værre, fordi man aldrig nogensinde var konsekvent over for nogle af de her familier,« siger han.
Du skriver, at det er nødvendigt at sætte hårdt mod hårdt. Hvorfor?
»Det er nødvendigt, fordi der er nødt til at være en grænse for, hvor mange chancer man kan få i det danske samfund, før der kommer en konsekvens.«
Ahmad Mahmoud siger, at han gennem sin egen opvækst i Askerød i Hundige oplevede, hvordan man forsøgte at løse de voksende problemer i området med dialog og uden konsekvenser for dem, der lavede ballade.
»Det var et velfungerende område, der blev ødelagt, fordi der ikke var nogen, der satte ind over for de her unge. Hver gang man lavede en »målrettet indsats«, var det gennem brætspil, hygge og rejser, men lige lidt hjalp det. Til gengæld opstod der bander, og kriminaliteten blev kun værre. Der bliver nødt til at være en konsekvens, når folk ikke opfører sig ordentligt,« siger han og fortsætter:
»Derfor synes jeg også, at det er vigtigt, at nogen af de her familier, der begår grov kriminalitet, ender med at blive smidt ud.«
Men hvorfor skal den enkeltes handlinger gå ud over en hel familie? Familien har jo intet gjort?
»Jo, det har de. Jeg køber simpelthen ikke det argument. Som forældre har man et ansvar for sine børn. Det er både, når de er børn, men også når de er unge. Man har et ansvar som forældre, og det ansvar har man direkte svigtet, hvis ens barn opfører sig på den her måde.«
Men kan du ikke forstå, at man som forældre aldrig kan forsikre sig 100 procent mod, at ens barn begår kriminalitet?
»Helt enig. Det vil jeg slet ikke forsøge at tale imod. Jeg forstår udmærket argumentet, som familierne kommer med.«
Men du har lige sagt, at man som forældre altid har et ansvar?
»Ja, det har man. Det har familierne også. Kæden må være hoppet af et sted, hvis man går ud og begår kriminalitet på den her måde, og hvis forældrene ikke kan magte opgaven, skal de søge hjælp hos kommunen.«
Ifølge forsvarsadvokat Mette Grith Stage er loven, der giver hjemmel til at smide familierne ud, »alt for vidtgående«. Hvad tænker du om det?
»Det er et meget godt modargument, men jeg ser bare ikke forældre som værende uskyldige her. Som forældre er man direkte medansvarlige for ens barns handlinger. Hun har ret i, at når det gælder straffeloven, så står man til ansvar for egne handlinger, men på mange andre områder blander vi os som samfund, selvom man straffer hele familien.«
Her peger han på tvangsfjernelser af børn og unge, mens han også fremhæver, at man kan få opsagt sit lejemål, hvis man ikke efterlever boligselskabets retningslinjer – eksempelvis i forhold til støj.
»Hvis man ikke slukker musikken på et bestemt klokkeslæt, kan man smides ud. Det her er jo bare et tillæg til det. Begår man kriminalitet, så kan man også blive smidt ud. Her er det væsentligt at holde fast i, at der ikke tale om en mistanke, men derimod en dømt forbrydelse,« siger han.
