Afgående borgmester Simon Aggesen trækker sig som spidskandidat: Boligsag har været »hård kost«

Simon Aggesen og hans parti De Konservative mistede borgmesterposten på Frederiksberg ved kommunalvalget.

Valgaftenen på Frederiksberg Rådhus på Frederiksberg tirsdag den 16. november 2021. Her borgmester Simon Aggesen foran sit kontor. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Simon Aggesen, som er borgmester på Frederiksberg frem til årsskiftet, vil ikke længere være spidskandidat for De Konservative i kommunen. Det skriver han selv på Facebook.

»Nu er tiden kommet til at rette fokus på min familie og mine allernærmeste, som slet ikke har fyldt det, de burde,« skriver Simon Aggesen i opslaget.

»Jeg har derfor i dag meddelt den nyvalgte konservative gruppe, at jeg ikke længere ønsker at stå i spidsen for vores parti, og at jeg i fremtiden vil fokusere på min familie og et kommende job i det private erhvervsliv.«

Simon Aggesen og De Konservative mistede borgmesterposten på Frederiksberg ved kommunalvalget i november. Partiet har siddet på posten i 112 år.

Indtil videre fortsætter Simon Aggesen som menigt medlem af kommunalbestyrelsen. Han afviser i opslaget, at han har planer om at stille op til Folketinget.

34-årige Simon Aggesen overtog i 2019 posten som borgmester, efter at hans partifælle Jørgen Glenthøj gik af efter eget ønske.

Boligsag fyldte

Siden tiltrædelsen som borgmester har Aggesen blandt andet været i fokus for den såkaldte boligsag. Den kom fra, da Ekstra Bladet for et år siden afdækkede, at Simon Aggesen i oktober 2016 havde købt en 460 kvadratmeter stor lejlighed på Frederiksberg til 9,5 millioner kroner og dermed en ganske favorabel kvadratmeterpris.

Aggesen delte siden lejligheden i to og solgte de to dele i sommeren 2020 til en samlet pris på 25,6 millioner kroner. Handlen indbragte borgmesteren en gevinst på 11 millioner kroner efter istandsættelse.

Det skete, alt imens Simon Aggesen selv tordnede mod kortsigtet boligspekulation. Erhvervsstyrelsen og Ombudsmanden gik ind i sagen, men begge instanser fandt ikke grund til at foretage sig yderligere.

Sagen fyldte imidlertid en del i valgkampen, hvor han blandt andet smuttede fra et interview hos Danmarks Radio, fordi mediet ville spørge ind til netop boligsagen.

»Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at det har været hård kost for både mig, Josephine (Simon Aggesens kone, red.) og vores nærmeste, at vi og vores beslutninger om, hvordan vi har ønsket at bo, er blevet mistænkeliggjort i landsdækkende medier,« skriver Simon Aggesen.

Men på trods af sagen gik Konservative frem med to mandater og sidder nu på 13.

Det blå flertal kunne dog ikke holde, da Venstre beholder sit ene mandat efter årsskiftet, mens Liberal Alliance ryger helt ud.

Ny K-ledelse

Samtidig med at Simon Aggesen trækker sig som spidskandidat, har De Konservative på Frederiksberg konstitueret sig med ny ledelse.

Det oplyser den nye, politiske leder, Nikolaj Bøgh, på Facebook.

»Derfor har vi i dag besluttet, at jeg overtager funktionen som politisk leder, Laura Lindahl bliver ny gruppeformand, Alexandra Dessoy bliver næstformand i gruppen og anden viceborgmester, og Michael Brautsch bliver gruppesekretær,« skriver han.

»Der er ikke dermed truffet nogen beslutning om, hvem der skal stå i spidsen for partiet til valget i 2025. Det tager vi en beslutning om i rette tid i god ro og orden.«

/ritzau/