Ikke siden 1962 har villaen på Poul Møllers Vej 7 på Frederiksberg været til salg. Men det er den nu – og det er med en pris, der er en anelse højere end for 60 år siden.

Dengang lød købssummen på 136.800 kroner. I dag lyder den på 27 millioner kroner.

Den 251 kvadratmeter store villa er et dødsbo, som indtil for nylig var beboet af tidligere civilingeniør Steen Ahrenkiel, skriver KøbenhavnLiv.

Steen Ahrenkiel var samler, og ikke af hvad som helst. Steen samlede simpelthen på sten. Og helt ufatteligt mange af dem. Faktisk fandt de medarbejdere, der skulle rydde boet efter afdøde Steen Ahrenkiel, næsten 11 ton sten i villaen.

Efter en grovsortering af stenene fik 800 kilo lov til at blive tilbage. Der var nemlig tale om mineraler fra den nu nedlagte grønlandske kryolitmine i Ivittuut, som Steen havde særlig interesse for.

Men så indtraf krisen for alvor.

Tyveri ved højlys dag

For efter sorteringen, som blev foretaget af to danske mineraloger, er de 800 kilo sjældne mineralsten blevet stjålet fra Steen Ahrenkiels carport, rapporterer KøbenhavnLiv.

»Jeg var og er dybt chokeret og ærgerlig over tyveriet. Det er nærmest uvirkeligt,« siger en af de to danske mineraloger Henrik Friis til KøbenhavnLiv.

»Vi havde samlet de mange kilo sten i 35-40 grønne mælkekasser, som vi havde placeret under en presenning i carporten på Poul Møllers Vej. Nogen har haft den frækhed at gå ind på grunden og tømme kasserne for indhold, for derefter at køre afsted med de mange sten,« siger han videre.

Henrik Friis forklarer, at mineralerne har en »kæmpe forskningsmæssig værdi«.

Ifølge KøbenhavnLIV har advokaten, der bestyrer boet efter Steen Ahrenkiel, nu udlovet en dusør på 5.000 kroner til den, der kan hjælpe med at få sagen opklaret.

Ved du noget? Så kan advokaten, Bent-Ove Feldung, kontaktes på telefonnummeret 33150102 eller via mailen bof@homannlaw.dk.