Mere velfærd kræver lavere skat

Lavere skat eller mere velfærd, spørger meningsmåling. Men det er et falsk modsætningspar

Vi lever som bekendt i en tid, hvor meningsmålinger er blevet mediernes daglige brød og den ilt, politikere indånder. Uden den, ingen nyheder, endsige politik. Men fordi meningsmålinger i sagens natur har det med at skifte og modsige hverandre, ender medieglade politikerne ofte med at løbe forvirrede rundt i en jagt på populære emner. Som nu f.eks. velfærd, der er emnet over alle andre emner for såvel regering som opposition. Sig velfærd til en dansk politiker, og han eller hun vil nikke bekræftende: Det skal danskerne sandelig have noget mere af.

Derfor kan det heller ikke overraske, at der nu kommer en Gallup-undersøgelse, som siger, at selv et flertal af konservative vælgere hellere vil have bedre offentlig service end lavere skat. Velfærdsdogmet er ved at bide sig fast i alle partier.

Dogmet bygger imidlertid på en række falske forestillinger. Den første ligger såmænd i selve meningsmålingen, som forudsætter, at kommunalreformen vil betyde en økonomisk gevinst for samfundet. Det har vi endnu til gode at se, og der har ligefrem været forlydender om det modsatte, fordi den offentlige sektor efterhånden er blevet så stor og tung, at den ikke længere kan kontrolleres.

Den anden falske forestilling er den om, at overførslen af stadig flere penge til stadig flere offentlige opgaver giver borgerne bedre service. Den historiske erfaring gennem de seneste 50 år er præcis den omvendte. Hvor produktiviteten i den private sektor vokser år for år, fordi den er styret af udbud og efterspørgsel, dvs. af virkelighed og ikke politik, falder produktivitet og serviceniveauet i det offentlige system, uanset hvor mange milliarder der postes i det af velvillige politikere.

Den tredje og måske mest skadelige illusion i velfærdsdogmet er, at danskerne må vælge mellem skat eller velfærd. Det er et falsk modsætningspar. I dag har vi både høj skat og høje velfærdsudgifter. Alligevel svigter kvaliteten af velfærden alt for ofte. Danskerne vil kunne få langt mere velfærd, hvis man dels gav den enkelte borger større dispositionsfrihed gennem lavere skatter. Dels ville man kunne få mere velfærd for pengene, hvis markedet - via privatiseringer og udliciteringer - fik lov til at at tage sig af de mange store og små opgaver, som det offentlige aldrig har evnet at løse til borgernes tilfredshed. Og hvis arbejdet - ligesom i det private erhvervsliv, hvor man konstant forøger produktiviteten - bliver tilrettelagt mere moderne.

Lavere skat og brug af markedskræfter hænger således klart sammen med velfærdsdebatten. Lavere skat er ikke en biting, men en ideologisk motor for det borgerlige Danmark og den værdikamp, som regeringen forhåbentlig tager op igen. Opgiver man lavere skat, opgiver man samtidig bedre velfærd for danskerne; tingene hænger sammen. Det offentlige system, danskerne må trækkes med i dag, er snarere en del af problemet end af løsningen, og al tale om velfærd uden skattelettelser vil gøre Danmark fattigere og dårligere i stand til at møde fremtiden.