Mere spraglet end nogensinde

Verdens største bilshow i Detroit afspejlede i år hele spektret i den globale bilindustri.

På sin 100-årsdag kunne den internationale biludstilling i Detroit ikke have ønsket sig en bedre og mere varieret menu. De store gulve i COBO-hallen oser af tekniske lækkerier, finurlige koncepter, nøjsomme miljøbiler, storskrydende luksuslinere, bryske muskelbiler og fornuftige hverdagsbiler.

For hver stor, benzinslugende ego-bil kan man finde en tilsvarende, lille og miljøvenlig. For hver rygende dyr luksuslimousine er der et økonomisk overkommeligt alternativ. For hvert fremstormende bilmærke er der et med ryggen mod muren i kamp for overlevelse i den konkurrenceprægede bilindustri.

Detroit er bilernes by som hjemsted for tre af verdens største bilmærker: General Motors, Chrysler og Ford. Men »De tre store« har det svært for tiden. De kæmper med lav rentabilitet, tvivlsom produktkvalitet, dårligt image og benhård konkurrence fra især Japan. Men tro ikke, at amerikanerne går og hænger med hovedet. De kæmper indædt for deres sag og præsenterer nye ideer, produkter og strategier i en vindende og afslappet stil.

Nogle kæmper måske ekstra godt i modvind. For eksempel General Motors, der overraskede med en hidtil uset fleksibel miljøbil.

Andre nyder medvinden - for eksempel Toyota, der måske snart kan kalde sig verdens største bilproducent. Ikke blot har de overhalet amerikanerne med effektive hybridbiler og erobret miljøbevidste familiers hjerter. Snart står de helt inde i amerikanernes soveværelse, hvor far ligger og drømmer om sin næste super-truck: Toyota Tundra Crew Max.