Mellem korstog og tilbagetog

Det kan ikke nægtes, Gud er tilbage i politik. Den gamle af dage har gjort et overraskende comeback, og man kan dårligt forholde sig til tiden uden at forholde sig til det.

Det har selvklart vakt stor bekymring, at islamismens spøgelse som kommunismens i sin tid går gennem Europa og ikke at forglemme Mellemøsten og USA, hvor den forårsagede hint berømte luftbårne massedrab. Også kristendommens synlighed og stilling i det offentlige rum vækker imidlertid uro i visse kredse, som helst så al religion som privat hobby bag nedrullede gardiner og lukkede kirkedøre.

Det er en oplagt anledning til at reflektere over forholdet mellem religion, in casu kristendommen, og politik, og vove den nødvendige balancegang mellem teokratiske fantasier og verdensfjern isolation eller mellem korstog og tilbagetog, om man vil.

Religion og politik er ellers et urgammelt makkerpar. Religionssociologen Peter Berger har påpeget, hvordan religionen har spillet en afgørende rolle i det, han kalder »verdens-vedligeholdelse«. Ligesom huse må vedligeholdes, hvis de ikke skal forfalde, gælder det også livsverdenen/samfundet, at det må fremstå legitimt i menneskers øjne, og historisk har religion været en effektiv legitimering. Er samfundets institutioner forankret i himlen som jordiske udtryk for selve den guddommelige verdensorden, står de særdeles stærkt. Det betyder, at magthaverne får sakral status, som det for eksempel var tilfældet med den egyptiske farao, og så sent som 1946 abdicerede den japanske kejser Hirohito i en nytårstale, tilskyndet af de amerikanske sejrherrer, ikke som kejser, men som gud. Det er klart, at den tætte forbindelse mellem religion og politik gør samfundskritik blasfemisk, fordi kritikerne ikke bare går i rette med herskerne, men simpelthen med Gud og hans mest betroede medarbejdere.

Før man nu ryster for meget på sit oplyste og sekulariserede hoved ad denne tankegang, skal man huske, at også erklærede ateistiske stater har haft quasi-sakrale ideologier, som ikke måtte anfægtes, og spørgsmålet er, om ikke menneskerettighedsbegrebet til en vis grad har opnået samme status.

Den jødisk-kristne tradition indeholder imidlertid et afgørende korrektiv til den ældgamle forbindelse mellem religion og politik. I Det Gamle Testamente findes også en form for sakralt kongedømme, men kongen og folkets ledere bliver igen og igen udsat for ætsende kritik, ikke mindst når de svigter deres sociale ansvar og misbruger deres magt. Kongen er bestemt ikke Gud, og til sidst lader Gud kongedømmet falde som et udtryk for dets eget forfald. Gud vedligeholder ikke bare verden, han ryster den, og det udvalgte folk må drage i babylonisk eksil. Der er så sandelig andet end teologisk kongerøgelse i Det Gamle Testamente!

I Det Nye Testamente er hovedpersonen en klokkeklar politisk fiasko. Hvad skal man ellers kalde en mand, som frivilligt vælger korsdøden og siger, at man skal tjene frem for at herske? En der »bare« virker ved ord og Ånd og nægter at lade sig kongekrone? Og så ironiserer han oven i købet over magtens selvhævdende sprog og viser en anden vej: »Folkenes konger hersker, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste og lederen som den, der tjener« Lukas 10-25,26.

Det er hierarki-rystende og -relativerende tale!

Ydermere er Jesu rige ikke af denne verden, selv om forkyndelsen af riget sandelig ikke går sporløs gennem verden, og de kristne er udstyret med dobbelt statsborgerskab, et på jorden, men sandelig også et hos Gud. »Vort borgerskab er i himlene« (Fil. 3, 20), som Paulus, apostlen med det romerske borgerskab, udtrykker det.

Ikke at kristendommen er verdensfjern, men verden er ikke Gud, samfundet er ikke Gud. Gud er kærlighed, og kærligheden er liflighedens magt, ikke sværdets. Det egentlige teokrati er Ordets, ikke magtens.

Denne spænding, denne distance i forhold til samfundet har selvfølgelig ikke altid været opretholdt. Kristendommens magtdistance og magtkritik har til tider været på vågeblus for nu at sige det pænt.

Kristendommens samfundsdistance har imidlertid også vakt kritik. Den franske filosof Rousseau opfandt udtrykket civilreligion. En religion som tjente samfundets ve og vel. »Der findes altså en ren civil trosbekendelse, hvis artikler det tilkommer suverænen at formulere, ikke præcis som religionsdogmer, men som samfundsanskuelser, uden hvilken man hverken kan være en god statsborger eller tro undersåt«, som han siger det i bogen »Samfundspagten« fra 1762. Rousseau anklager kristendommen for at stride mod samfundsånden, fordi den slår skår i borgernes loyalitet og hengivelse i forhold til samfundet. Hitler havde ifølge sin rustningsminister Albert Speer en lignende anke: »Vi har i det hele taget det uheld, at vi har en forkert religion. Hvorfor har vi ikke japanernes de der betragter offeret for fædrelandet som det højeste?«.

Historisk er der selvfølgelig mange eksempler på, at kirken ukritisk er gået i magtens tjeneste, men denne stærke spænding kunne føre til den konklusion, at sande kristne må sky det politiske, og kirken være en from ghetto fjernt fra berøring med magtens korridorer. Sådan er der visse kristne, som har konkluderet, og i det stykke kan de mødes med die hard sekularisterne, som også vil holde kristendom/religion hermetisk adskilt, om end deres bevæggrunde er forskellige. Man kan også sige, at de for at undgå korstoget, dvs. sammensmeltning mellem kristendom og politik, af budskab og verdslig magt, plæderer for troens/de troendes tilbagetog fra det offentlige rum.

Nu er der imidlertid også en anden tradition, som man ikke bør se bort fra, og som også i høj grad er bibelsk. Nok er kongen ikke Gud, men kongen kan være Guds tjener, og samfundet er selvfølgelig ikke unddraget Guds magtsfære. Mest kendt er vel nok et andet Paulus-ord: »Ikke for ingenting bærer myndighederne sværd; de er Guds tjenere og skal lade vreden ramme dem, der gør det onde« (Rom. 13,4). Det siger Paulus vel at mærke om de hedenske myndigheder i en tid, hvor forbindelsen med stat og kirke endnu lå flere århundreder ude i fremtiden.

Når myndighederne hævder retten, gør de så at sige Guds venstrehåndsarbejde, for de tjener til at opretholde en vis orden og tålelige vilkår for mennesker. De arbejder, hvis de ellers er opgaven voksen, ikke mindst på det, som teologen Regin Prenter har kaldt »den beskedne kamp for at finde og vælge det mindste onde«. Det største gode er ikke politisk, men kærlighedssamfundet med Gud, som han er kommet i Jesus Kristus, men i politik er der også en tjeneste for Gud, ja, myndighederne kaldes på græsk, det nytestamentlige originalsprog, for Guds diakoner.

Men det gælder selvfølgelig, at den, som indlader sig med politik, indlader sig med magten og dens dilemmaer og byrder. Nødvendigheden af den politiske magt og lovens tvang er jo et vidnesbyrd om, at verden ikke er, som den burde være. Man kan nok høre, at udtrykket næstekærlig politik løber mennesker i munden, når de skal fremhæve deres smukke sindelag og rette anklager mod andre, men hvis der var tilstrækkelig næstekærlighed, behøvede man ingen politik, i hvert fald ikke i form af magtudøvelsen, og en magtesløs politik giver ikke meget mening.

Politik er en tvetydig og broget affære, og skrivebordsmoralister med lammefromme forslag til, hvordan de, som har fået magt og ansvar betroet, skal agere, bliver hurtigt så trættende, som deres ideer er letbenede. En kristen politik lader sig ikke entydigt formulere, men den kristne må naturligvis overveje, hvordan han tjener næsten bedst politisk og tage den seje og livslange kamp mod selviskhedens tumor, som så let kan farve det politiske udsyn og blive til noget, der bare styrer de andre, mens kammeraterne og partifællerne er humanitetens riddere uden frygt og dadel.

Træder man ind i det offentlige, politiske rum, må man naturligvis agte på den politiske diskurs og udfolde en verdslig argumentation, som også er antagelig for mennesker med et andet udgangspunkt. Det er altid godt at vedgå arv og gæld, ikke mindst åndeligt, men politiske tiltag kan ikke begrundes med skriftsteder, og Gud bør ikke spændes for partiprogrammet.

Der er således ingen grund til at frygte en sammenblanding af kristendom og politik, hvor evangelisk kristendom råder, for den er selv det bedste værn mod en sådan sammenblanding. Der er imidlertid grund til at glæde sig over, at troen påén gang virker frisættende og forpligtende i forhold til de politiske opgaver sådan sikres både nøgternhed og deltagelse hos mange kristne.

Gud lader sig ikke forvise fra det politiske, men Gud forbyde, at politikken bliver teokratisk, eller at humanismen bliver statsreligion, og samvittighedsfriheden underordnes den hellige og almindelige tolerance. Jeg fortrækker så langt en menneskelig nøgternhed udi politik indtil den dag, hvor Herren sender politikerne på pension og det ny Jerusalem bliver eneste magtcentrum.