Medier

Medierne og virkeligheden

Medier elsker – af indlysende grunde – saftige konflikter. Og aldrig er disse bedre – og saftigere – end når de kan sætte spørgmålsstegn ved de reelle styrkeforhold i det politiske liv. Når der oven i købet er tale om overløbere, som kan sætte en hel regerings liv på spil, stiger stemningsbarometeret hos medierne til uanede højder, og al logisk, fornuftig og kritisk sans sættes omgående ud af spil. Selv absurde politiske tiltag anskues, som hører de til det helt almindelige og forventelige.

Efter Pia Christmas-Møllers faneflugt fra De Konservative, som dybest set kun kan henregnes til et sammenbrud i et personligt ambitionsniveau, flokkes oppositionen som bjørnene om honningkrukken naturligvis omkring det afgørende mandat i dansk politik. Det tidligere konservative folketingsmedlem oplever i realiteten en popularitet, som sjældent har været hende til dels, selvom hun i sin karriere har bestridt ubetinget væsentlige poster for sit parti og for sine vælgere – uden dog nogensinde at nå helt til tops, fraset en kort periode som alternerende formand i et sønderskudt konservativt parti.



Men nu er hun endelig blevet populær – og fundamentalt eftertragtet. Hun kan nu sole sig i opmærksomhed fra kræfter, som fundamentalt er hendes politiske modstandere, hvis man ellers skal tro hendes mangeårige engagement i konservativ politik. SF, Enhedslisten, Socialdemokraterne, Ny Alliance – ja, tilsyneladende Dansk Folkeparti – er alle så optagede af Pia Christmas-Møllers elendige tankegods, at de nu har slået ring omkring hende – og hendes ide – vedrørende nedsættelse af en ligestillingskommission, der, som denne avis begavet konstaterer, skal »sikre en bedre ligestilling mellem mænd og kvinder«.



Pia Christmas-Møllers oprindelige idé var, at hun med denne kommission ville tvinge mænd til fuldt at udnytte deres barselsorlov. Hvilket naturligvis er et synspunkt, som det er tilladt at have. At det så kom fra en konservativ, som sædvanligvis ikke understøttet tvangsmæssige elementer i befolkningens ret til at vælge egen livsform, var noget opsigtsvækkende – og givet medvirkende til Pia Christmas Møllers manglende opbakning i egne rækker.

Men nu har hun »frihed« til at forfølge sine politiske mål. Som en dronning soler hun sig i oppositionens opmærksomhed, hvilket kan være tilgiveligt ud fra et personligt synspunkt.

Men når denne uhellige alliance i medierne – herunder denne avis – nærmest beskrives som om, at »Pia Christmas-Møller har øjeblikkelig succes som løsgænger«, idet hun ser ud til at kunne skabe et politisk flertal udenom regeringen, taler vi i virkeligheden ikke om en succes, men om en politisk tragedie under fuld udfoldelse.



Hovedpersonen har indlysende tabt fokus. Oppositionen fryder sig. Medierne glæder sig. Og regeringen vil formodentlig bliver tvunget til at nedsætte en ligestillingskommission, som næppe er den første.

Det vil regeringen formodentlig bare gøre. Kommissioner af langt større væsentlighed end dette lille dyt i bamsen er blevet overhørt med al magtens arrogance, og dette kan gentages i det uendelige, så det er ikke her, problemet ligger.

For regeringen er problemet snarere, at det psykologiske klima på Christianborg er fundamentalt forværret, så snart et flertal imod regeringen har manifesteret sig.

Dette er naturligvis kun regeringens problem. Og mindre mediernes. Vælgerbefolkningen, som netop har gjort deres pligt, kan kun måbende iagttage, at politik dybest set handler om mennesker, deres personlige ambitioner, deres knuste drømme – og deres almindelige hævngerrighed.



Dette er uproblematisk. Sådan er det. Men netop sådan burde begivenheder, som udspringer af menneskets dårskab, nederlag og mulige kortvarrig succesfuld opblussen, beskrives.

Ikke som noget realpolitisk. Men som en forunderlig psykologisk realitet, som opstår fra tid til anden.

Medierne er forpligtet over for virkeligheden. Ikke over for tilfældig politisk strategi.