Markante udtalelser fra Jakob Brøchner Madsen 2003-2007

Business.dk har i samarbejde med analysehuset Infomedia samlet en kavalkade af økonomiprofessor Jakob Brøchner Madsens mest markante udtalelser siden 2003.

17.01.03:
Økonomisk depression
Den vestlige verden står over for en faretruende depression, siger den nyudnævnte økonomiprofessor Jakob Brøchner Madsen fra Københavns Universitet.

"Jeg er meget pessimistisk. Vi kommer ud i noget, der er værre end det verden kom ud for i 1982. Det var den værste recession siden Anden Verdenskrig", siger han til Politiken.

12.03.03:
Økonomisk depression
Selv om aktierne styrtdykkede i værdi, holdt samfundsøkonomien sig flydende. De fleste økonomer troede, at det nok skulle gå. Men de glemte historien, mente Jakob Brøchner Madsen:

»Det undrer mig, at alle tager det så fattet. Jeg tror, det er mangel på historisk indblik. Jeg har set på aktiekurser over de sidste 150 år, i alle lande i verden. Vi har aldrig set et fald på 50 procent, som ikke har haft store økonomiske effekter.

Historisk er det endt i depression. Så galt går det forhåbentlig ikke denne gang, men et så langvarigt fald i aktiekurserne, som vi har oplevet, vil få massive implikationer,« siger Jakob Brøchner Madsen.

07.04.03:
Langvarig lavkonjunktur
Professor i nationaløkonomi ved Københavns Universitet Jakob Brøchner Madsen mener, at de store ubalancer i USA's økonomi med store underskud på betalingsbalance og statsbudget samt de kraftige fald i aktiekurserne og amerikanere, der har levet på kredit, vil bane vejen for en langvarig lavkonjunktur, der ville smitte af på resten af verden.

10.04.03:
Boligboblen i England & USA vil briste
"Det er kun et spørgsmål om tid, før husboblen i Storbritannien brister, og det samme, tror jeg, også vil ske i USA," siger Jakob Brøchner Madsen.

19.08.03:
Ingen økonomisk opsving
»Siden 1995 steg aktierne på grund af IT-euforien. Det bærer præg af en fundamental misforståelse af, hvad der driver virksomhedernes indtjening. Den samme misforståelse har sendt aktierne i vejret på det seneste, for intet tyder på, at indtjeningen skal op.«

Det siger Jakob Brøchner Madsen, der ikke tror på, at der kommer et økonomisk opsving for verdensøkonomien: "Der er for mange uligevægte, så det kan ikke blive ved med at gå."

09.08.03:
Boligpriserne vil falde
Jacob Brøchner Madsen mener, at huspriserne i de kommende tre til fem år vil falde. Ikke voldsomt, mere end inflationen, for huspriserne er urealistisk høje i 2003 ifølge Jacob Brøchner Madsen.

24.04.04:
Mulighed for tvangsauktioner
»Udviklingen er meget uheldig. Stiger renten 3-4-5 pct. point, kommer vi til at se en kraftig stigning i antallet af tvangsauktioner,« påpeger Jakob Brøchner Madsen.

21.07.04:
Opsvinget kommer ikke og arbejdsløsheden vil gå op
»Der er noget helt rivravruskende galt. Vi ser nogle store bobler, og hvis de brister, er der ingen backup. Huspriser og aktiekurser er helt ude af proportion. Og det går galt. Men jeg ved ikke hvornår. Men det går galt. Det hele ser dårligt ud for Familien Danmark«, siger Jakob Brøchner.

24.01.05:
Faldende huspriser
"Og i sidste ende vil vi også få det at mærke i Danmark, og det er især husejere, der vil mærke det som højere rente og faldende huspriser," siger økonomen.

05.03.05:
Huspriser vildt overvurderet
Huspriserne var overvurderet med 30 procent i 2005. Årsagen var, at det er meget billigere at bygge nyt end at købe gamle boliger ifølge Jakob Brøchner Madsen. "Der kommer et tidspunkt, hvor verden vågner op til realiteterne. Og når priserne falder, rammer det især boligejere med variable og afdragsfrie lån. Forbruget er skruet voldsomt op, og det bliver smertefuldt, når livremmen skal strammes," siger han.

25.04.05:
Frustrerede økonomer
"Jeg føler, at vi er på herrens mark. Pengemængden er stigende, oliepriserne og råvarepriserne er fordoblet de sidste 10 år. Derfor bør inflationen og renterne stige, men alligevel sker der intet. Alle de modeller, vi bruger til at forudse inflationen, er brudt ned, det er ét stort kaos", siger Jacob Brøchner Madsen.

26.04.05:
Danskerne lever på lånt tid
Ifølge Jakob Brøchner Madsen lever danskerne på lånt tid, for gælden i hus, lejlighed eller fritidshus skal betales tilbage på en eller anden måde. Gælden har aldrig været højere i vores økonomiske historie, siger han.

31.05.05:
Erhvervsejendomme er mellem 30 og 50 pct. for høje
»Det er svært at sige, hvor stor boblen er, men jeg vil tro, at de nuværende priser på erhvervsejendomme er mellem 30 og 50 procent for høje, når man ser på afkastet. Der er tale om en signifikant prisboble, men det er svært at sige, hvor lang tid det vil tage markedet at normalisere priserne«, siger Jakob Brøchner Madsen.

12.09.05:
Vi har en prisboble
Ifølge Jakob Brøchner Madsen ligger prisen i øjeblikket på brugte huse i Danmark ca. 30 procent eller lidt mere over prisen på nybyggeri. Så ifølge professoren har vi har en prisboble.

25.10.05
Advarer mod guldfeber
"Selv folk, der er studenter, har svært ved at forstå, at når huspriserne stiger, så falder det forventede afkast. Prisstigningerne udhuler afkastet, og det er lige omvendt af, hvad folk forestiller sig. Hvis folk tænkte sig om, ville de også kunne se, at det ikke er rationelt at investere, når priserne stiger. Man bør tværtimod investere, når markedet i bund," siger Jakob Brøchner Madsen.

08.07.07
Danske boligpriser vil falde op til 40 procent
"Boligpriserne er overvurderede, og det er kun et spørgsmål om tid, inden det går ned ad bakke," mener Jakob Brøchner Madsen. Han spår prisfald på op til 40 procent.