Må jeg dø i morgen?

Mange vil forstå det menneske, der ønsker at fylde sine dage med livfrem for at fylde sit liv med dage. Men hvem skal afgøre, om jeg må dø i morgen, hvis jegikke ønsker flere dage? Er det Etisk Råd, politikere, Menneskeretsdomstolen eller måskefortolkere af hellige skrifter? Spørger du mig, er det min afgørelse, skriver Jeff Jørgensen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

TEGNING: LARS ANDERSENI dag begår to mennesker selvmord; i morgen endnu to. Tyve andre vil forsøge, men mislykkes. De spørger nok ikke nogen om lov, for enhver vil instinktivt forhindre dem i at blive en del af den ubehagelige statistik, hvor tallene viser, at flere dør af selvmord end i trafikken. Men de burde kunne spørge om dødshjælp, og vi andre burde respektere dem, der er afklaret om deres situation, og som ønsker at sætte sidste holdbarhedsdato på deres liv.

Man kan som engelske Diane Pretty mene, det er en menneskeret at dø med statens hjælp. Hun havde kort levetid i udsigt, fordi hun led af en muskelnedbrydende sygdom. Hun var lam fra halsen og ned, og hun ville fremskynde sin død, men hun var ikke fysisk i stand til det selv. Hendes mand kunne ikke hjælpe, da medvirken var og stadig er strafbart i England. Hun lagde sag an mod sit land, England, og i 2002 nåede sagen helt til tops ved Den Europæiske Menneskeretsdomstol. Den mente, hendes ønske om at bestemme sin dødsdag, var omfattet af hendes ret til privatliv. Men England fik også ret i, at det kunne begrunde en undtagelse hertil, fordi det er nødvendigt i et demokratisk samfund at forbyde medvirken til selvmord. Hvis domstolen havde indfortolket en ret i menneskeretskonventionen til dødshjælp, ville helvede bryde løs over domstolens rolle, akkurat som hvis den tager stilling til, om abort strider mod retten til liv. Det kontroversielle er, at spørgsmålet overhovedet nåede så langt. Det skyldtes de særdeles gode argumenter for retten til at dø. Men England fik ret til at forbyde dødshjælp, og Diane Pretty fik livet at føle i yderligere nogle måneder, inden hun døde på hospitalet. Hun var henvist til at stramme en pose om halsen, hvis hun ville dø før udløbsdatoen.

Selvmord er tragisk, men ikke altid prisværdigt at forhindre. For det fortsatte liv vil for nogle være værre end den fred, døden bringer. For eksempel hos døende lidende som Diane Pretty, men også hos fysisk raske, der til gengæld kæmper evigt i et ubegribeligt psykisk helvede. Især sidste gruppe er overset i debatten om aktiv dødshjælp.

Politikerne nægter at høre disse, for hvem ønsket om at dø varer ved og vitterlig er et råb om dødshjælp i form af en smertefri død, hvor de kan lukke øjnene en sidste gang, uden risiko for at vågne op på intensiv afdeling som hjerneskadet efter et unødvendigt drama med forsøg på at springe, kvæle eller forgifte sig ihjel. I øvrigt handlinger der belaster andre mennesker urimeligt hårdt, og handlinger som mange slet ikke er i stand til at udføre på grund af deres svagelige tilstand eller svigtende mod i situationen, uanset deres ønske om, at de besad det.Aktiv dødshjælp er tilladt i Belgien, Holland og Australien og visse stater i USA. I Schweiz er et begæret medlidenhedsdrab oven i købet tilladt for enhver, der kan bevise, at han ikke har hjulpet af egen nytte. Typisk foregår det på en privat klinik (Dignitas), der tilbyder patienter at sove ind i døden. I Danmark må man selv tage springet, hvis man vil dø.

Mange vil forstå det menneske, der ønsker at fylde sine dage med liv frem for at fylde sit liv med dage. Men hvem skal afgøre, om jeg må dø i morgen, hvis jeg ikke ønsker flere dage? Er det Etisk Råd, politikere, Menneskeretsdomstolen eller måske fortolkere af hellige skrifter? Spørger du mig, er det min afgørelse. Men ingen spørger - i hvert fald ikke politikerne. For ingen derinde anerkender borgerne en ret til at bestemme over eget liv, når det handler om livets smerte.

Beslutningen om selvmord indskrænker ikke andres frihed, og derfor bør vi respektere den, men også gøre den human at stå ved. For med hvilken legitimitet kan man i modsat fald pålægge nogen pligt til at leve, hvis man ikke har noget at leve for - hverken sig selv, sin familie, samfundet eller Gud? Hvis man tvinges til at leve for andres eller samfundets skyld, lever man reelt som slave. Det er manglende respekt for evnen til at handle selvstændigt, ærligt og moralsk eller kort sagt menneskets integritet. Det er netop Etisk Råds formål at rådgive med respekt ud fra menneskets integritet; alligevel er forsamlingen imod dødshjælp. På rådets hjemmeside fremhæves følgende argumenter:

1. Det er en etisk standard, at man har ret til at leve, og at livet er ukrænkeligt.

2. Den lidende kan blive presset til at søge aktiv dødshjælp af hensyn til andre og ud fra normer i samfundet.

3. Kriterierne for, hvem der er berettiget til aktiv dødshjælp, vil blive vage, og de risikerer at blive udvidet, fordi lidelse er subjektiv.

4. En patient kan i forvejen få smertestillende behandling, selvom det fremskynder døden.Jeg er uenig.

For det første er en etisk standard en manipulerende konstruktion. At livet er ukrænkeligt kan lige såvel føre til den slutning, at mennesket bør have ret til at bestemme over eget liv. Birthe Rønn Hornbech (V) har skrevet, at statsautoriseret dødshjælp hos mennesker, der ikke er livstruede, forekommer ukristelig, uetisk og forrående for menneskeheden. Hvor er argumentet? Det, hun og Etisk Råd siger, er: Ikke-kristne, ikke-etiske og de, der ikke mener, de med deres ønske om smertefri død forråder menneskeheden, skal lære at leve med smerten, gå i nytteløs behandling eller hænge sig i et træ.

For det andet skal samfundet sikre, at den suicidale er afklaret. Både om dødsønsket er et råb om hjælp til at komme ud af en krise, og om der er nogle, der har presset på. Det kan lade sig gøre i Schweiz, så kan det også i Danmark. Normer i samfundet såsom religiøse er et tveægget sværd. De kan også presse lidende til at se ubehaget som et vilkår, de har pligt til at leve med, selvom de ikke ønsker et sådan liv. I debatten hører man, at livet er en uafhændelig gave fra Gud. Vrøvl.

For det tredje er lidelse subjektiv. Derfor er det forkert, hvis læger eller politikere fastlægger kriterier for, hvilke lidelser der kan berettige til dødshjælp. En rask person burde i princippet kunne træffe valget. Sådan er det i Australien. Det dokumenterede DR2 forleden med en udsendelse om 79-årige Lisette Nigot, der både var rørlig og mentalt frisk og ikke psykisk syg, men som havde besluttet at melde sig, før hun blev indkaldt, som hun formulerede det. Hun ville stoppe, mens legen var god, og siger bl.a: »Jeg ønsker ikke at skræmme mine pårørende. Jeg ønsker ikke en voldelig eller showpræget død. Det er ikke rart at skulle dø i en plasticpose. (...) At vi skal dø er et faktum i livet. Hvorfor ikke se på det koldblodigt? Når man har søgt efter kvalitet i livet, hvorfor så ikke også søge kvalitet i døden. Jeg er ikke deprimeret, men jeg keder mig. Jeg orker ikke at stå op til endnu en dag«.

For det fjerde kan man spørge, hvad forskellen er på at forkorte livet med to dage ved smertelindrende behandling eller flere år ved aktiv dødshjælp. Staten bør tilbyde lægelig hjælp og rådgivning ud fra patientens ønske om at lindre eller forebygge sine smerter, men ikke træffe valget. Hvis behandlingen har ubehagelige konsekvenser, eller hvis behandlingen slet ikke hjælper, kan den bedste løsning så aldrig være døden?Modstandere af aktiv dødshjælp mener, at selvmordsforsøg reelt er et råb om hjælp til at komme ud af smerter og desillusioner. Det tror jeg de har ret i, og det råb har politikerne også hørt og derfor oprettet forebyggende selvmordscentre til at støtte dem. Typisk drejer det sig om teenagere, som man for tiden kan høre om i DR2s dokumentarserie »Det gælder livet« om unge, der har overvejet selvmord. Men selvmordet har flere årssager, som man bør skelne imellem. Der er personer, som har kronisk ondt i livet. De fandtes i oldtiden, de fandtes i 1794, da Goethe skrev om den unge Werthers lidelser, og de findes i dag.

Anerkender man, at individet kan have et reelt ønske om at dø, bør man respektere dets integritet og tillade dødshjælp. Mennnesker på kanten af livet kan ikke spørge om lov til at dø i morgen. De råber ud i mørket. Ingen ser dem, ingen hører dem. I dag begår to af dem selvmord.dignitas

Tast ind på Google og find diverse Dignitas-foreninger Tidligere kronik om dødshjælp:

Ole J. Hartling: »Vi har allerede dødshjælp i Danmark« 1.6.tKronikken i morgen:

»Hvor dansk er 'dansk'« spørger tidligere minister Arne Melchior.