Lyrik med luftpost

Bøger: Tomas Tranströmer & Robert Bly. »Air Mail«. Brevvekslingen mellem den svenske nobelpriskandidat Tomas Tranströmer og den amerikanske lyriker Robert Bly er både en samtale om sprog og digte, en bog om venskab og et tankevækkende tidsbillede.

Kære Tomas Tranströmer! Dear Robert Bly! Kære Tomas! Kære Robert! Eller som det lyder i det allersidste af de godt og vel 200 breve, bogen »Air Mail« sender frem og tilbage imellem Sverige og USA: Kære mester og kammerat!

Der er i al stilfærdighed sket temmelig meget – også på det personlige plan – i løbet af de mange epistler og de i alt 26 år, 1964-1990, den udgivne brevveksling imellem Thomas Tranströmer og Robert Bly dækker. Tænk engang! En rigtig vaskeægte brevveksling lagt på boghandlerdisken i disse mail- og sms-tider. Og så endda med gengivelser bag i bogen af et par af de håndskrevne breve, der i årenes løb har krydset Atlanten.

Meget sker altså i løbet af de 26 år og på meget forskellige planer. Læseren af »Air Mail« bliver vidne til et stadigt voksende venskab og et muntert kammeratskab imellem de to digtere, hvis breve – og ikke mindst Tomas Tranströmers – rummer humoristiske indfald fra små tegninger og underfundige, ind imellem også selvironiske kommentarer og godmodige drillerier. Men først og fremmest er det to i bogstavelig forstand enestående digtere, der i brevenes rolige rytme fører en lang samtale om sprog og digte og oversættelsesproblemer.

Den størst mulige sproglige præcision er det fælles mål for de to digtere, der oversætter hinandens tekster, og jagten på det helt dækkende ord er en fælles lidenskab, og det er ikke mindst den lidenskab, som er den røde tråd i »Air Mail«. De sproglige detaljestudier rækker fra rettelsen af Robert Blys fejltagelsen, når han ikke er klar over, at »glasögon« betyder briller, til Tranströmers smukke redegørelse for, hvad oprindelsen til ordet knæsætte er eller hans konstatering af, at et af Robert Blys digte desværre er uoversætteligt, fordi træet, der hedder »redwood« ikke findes på svensk og ikke kan oversættes, så det giver tilfredsstillende mening. Sproget er til enhver tid helt ubønhørligt i sit krav om præcision.

De to poeters brevsamtale om digte – til tider også nogle af deres kollegaers digte – er et hovedtema i »Air Mail«, og kan følges med digtsamlinger og litteraturhåndbøger ved siden, hvis man hører til de meget grundige læsere, men samtalen kan også bare følges fascineret, fordi den så åbenbart er båret af et brændende engagement og en gensidig respekt og tillid.

En væsentlig side af brevvekslingen er selvfølgelig det tidsbillede, der tegnes. Mange af brevene er skrevet i Vietnamkrigens år, og begge forfatterne er yderst kritiske overfor USAs rolle i Vietnam, men hvor amerikaneren Robert Bly beretter om aktioner og oplæsninger rettet mod krigen, kommer krigsmodstanderen Tomas Tranströmers breve også til at handle om ensretningen og uforsonligheden i det intellektuelle miljø i Sverige, hvor han bliver kritiseret for sin manglende stillingtagen i digtene. I et brev fra 1967 skriver Tranströmer for eksempel:

»Den altid latente foragt for poesien har højkonjunktur lige nu. Når man optræder for studenter for tiden, bliver man altid anklaget for at »indtage en reaktionær holdning«, hvis man læser et digt op med nogle dyr eller græsstrå: Og skriver man et digt, der berører politikken, er det også forkert, fordi man ikke har brugt de rette politiske klicheer. Flere af de mest indflydelsesrige debattører i Sverige lyder – når de fremsætter deres erklæringer – som anklagere i Sinjavskij-retssagen – det er helt grotesk. Samtidig bliver hele landet mere og mere borgerligt! Det intellektuelle liv bliver en slags totalitært reservat.«

Der er masser af stof til mange slags eftertanker i »Air Mail«, der sætter punktum med et brev skrevet af Tomas Tranströmer i 1990. Det var det år, Tranströmer modtog både Nordisk Råds Litteraturpris og Neustadtprisen, men også året, hvor han blev ramt af afasi i forbindelse med en hjerneblødning.

At hans komprimerede forfatterskab siden 1990 er blevet forøget med flere fremragende digtsamlinger er en historie, der i en vis forstand falder uden for »Air Mail«s rammer, men brevvekslingen mellem Robert Bly og Tomas Tranströmer henter sin betydning og fascinationskraft i de samme sproglige lag som poesien. Det er tekster, der aldrig dyrker tidens hastværk og klicheer, men som giver sig tid til den kompromisløse søgen efter de præcise ord, og som drives af viljen til at »gå som en sporhund, hvor sandheden trådte«.