Sygefravær koster 11.700 offentligt ansatte – her er dagens historier
Chefredaktør Pierre Collignon har valgt historierne i dagens udgave af »Lyt til Berlingske«.

Chefredaktør Pierre Collignon har valgt historierne i dagens udgave af »Lyt til Berlingske«.

Offentligt ansatte har næsten dobbelt så mange sygedage som i det private, og forskellen kunne frigive tusindvis af medarbejdere.
USAs tårnhøje statsgæld stiller spørgsmålstegn ved landets globale økonomiske lederskab og dollarens rolle som global reservevaluta.
Og så deler en førende hjerneforsker seks råd til at træffe de rigtige beslutninger, når hjernen er »handlingslammet«.
Det er overskrifterne i dagens »Lyt til Berlingske«, der er udvalgt af chefredaktør Pierre Collignon.
I de kommende år står Danmark over for en desperat mangel på sosu-assistenter og andre velfærdsmedarbejdere.
Samtidig viser en ny analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening, at offentligt ansatte har næsten dobbelt så mange sygedage som ansatte i den private sektor.
Forskellen er så markant, at den alene kan frigive 11.700 fuldstidansatte, hvis det offentlige kunne matche den private sektors sygefravær i de samme job.
Kommunernes landsforening erkender problemet, mens eksperter advarer om, at det ikke er så simpelt.
Frederik M. Juel har skrevet artiklen.
De amerikanske statsfinanser er i så slem en forfatning, at renterne til gælden nu overstiger udgifter til militæret.
Og det sætter spørgsmålstegn ved hele det amerikanske globale økonomiske lederskab og dollarens rolle som global reservevaluta.
Sådan lyder det i en leder fra erhvervskommentator Thomas Bernt Henriksen.
»Decision fatigue« er en udbredt, men overset tilstand, som kan gøre os handlingslammede.
»Folk forveksler det med stress. Men det, som det i virkeligheden handler om, er, at vi er overvældet af alle de valg, vi hele tiden skal tage stilling til«, lyder det fra hjerneforsker Thomas Z. Ramsøy.
Han deler her seks simple strategier, som kan hjælpe dig med at træffe de rigtige beslutninger på de rigtige tidspunkter.
Sidsel Lyhne Jensen har skrevet artiklen.