Luftigt smugkig på ny C5

Se bort fra klaptaget. Her kommer Citroëns nye firma- og familiefristelse.

Antydninger. Citroën Airscape er ikke blot endnu en uopnåelig konceptbil på det kommende autoshow i Frankfurt. Under klaptaget gemmer sig næste generation C5. Fold sammen
Læs mere

Franskmændene er mestre i forførelsens og antydningens kunst. Som nu Citroëns glansnummer på det kommende autoshow i Frankfurt - designstudiet C5 Airscape.

Med sit foldetag af kulfiber og glas, der oven i købet er beklædt med stof, ligner den endnu en uopnåelig drømmebil. Men faktisk er der tale om et appetitvækkende smugkig på næste generation af firma- og familiefavoritten C5.

Om der nogensinde kommer en cabriolet-udgave af C5 er tvivlsomt. Så glem det fancy foldetag, de to store sidedøre og den relativt korte akselafstand. Forestiller vi os i stedet Airscape med fire døre og stor bagklap med samme indadbuede bagrude som C6, kigger vi praktisk taget på den nye C5.

Når den er produktionsklar - formentlig til sommer - bliver det grundlæggende i samme stil. Læg her især mærke til lygterne, den skarpe kant langs hoftelinien og ikke mindst de to potente buler i motorhjelmen, der ligner noget fra AMG-tunet Mercedes. Franskmændene dropper helt tydeligt den nuværende C5s opsvulmede blåhvals-look til fordel for mere spændstige og sporty linier.

Teknikken lever op til det trimmede design. Blandt andet med såkaldt mild-hybrid motorer, der kan oplagre bremseenergi, give et ekstra skub til overhalinger og automatisk stopper motoren, når bilen holder stille, så man sparer brændstof.

En anden nyskabelse er anti-spin, der skal forbedre vejgrebet markant på sneglatte veje. Hvordan oplyser Citroën ikke, men betegnelsen »snow motion« kan jo få enhver til at udstøde et forventningsfuldt oh la la...

Et besøg i den læderbeklædte kabine kalder angiveligt på lignende udtryk. Ifølge Citroën skal både sæder, instrumentpanel og knapper være usædvanligt lækre at røre ved. Som i C4 og C4 Picasso har rattet fast nav - en detalje, vi også ser på produktionsudgaven.

Frankofile firmabilister må dog væbne sig med tålmodighed. C5 Airspace skal første fordreje hovederne på publikum i Frankfurt til september. Derefter ser vi formentlig den færdige C5 på forårets udstilling i Geneve. Først herefter kommer andet oplag af C5 til Danmark.