Lovlig hash på vej til København?

Et flertal på Københavns Rådhus er positivt indstillet over for at indføre forsøg med lægeordineret hash. Legalisering af hash vil fjerne grundlaget for bandekrigen, mener Socialdemokraterne.

Foto: Jacob Langvad Nilsson
Gå til lægen og få en recept på hash. Står det til politikerne på Københavns Rådhus, kan det snart blive muligt.

I aften vil et flertal i Borgerrepræsentationen bestående af S, R, SF og Enhedslisten således sætte gang i en undersøgelse af, hvad det vil have af effekter, hvis Danmarks største by indfører forsøg med det omdiskuterede rusmiddel.



- Viser det sig, at en legalisering af hash ikke medfører, at omfanget af skadevirkninger eksploderer, så er vi klar, til at lovliggøre hash på forsøgsbasis, siger Socialdemokraten Thor Grønlykke, som er uddannet læge og står bag forslaget.

Udenlandske erfaringer vigtige
Ifølge ham er det vigtigt, at ”undersøge erfaringerne fra udlandet, før København indfører forsøg med hash”. Men bliver resultatet det, ”som meget” ifølge Grønlykke tyder på, så vil en legalisering af hash komme mange problemer til livs. Ikke mindst den igangværende bandekrig.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at bandekrigen har været en øjenåbner for os, og en anledning til at se, om vi kan gøre noget anderledes, siger Grønlykke, der mener, at en afkriminalisering af hashmarkedet, vil fjerne en del af grundlaget for meget af den kriminalitet, som i øjeblikket hærger hovedstaden.

- Der er en meget direkte sammenhæng mellem bandekrigen og vores forslag. For de optøjer vi ser for tiden i Købehavn, er jo ikke mindst en kamp om det illegale hashmarked, uddyber han.

Foretrækker lægeordineret hash
Ifølge Socialdemokraterne er det vigtigt, at hash ikke bliver billigere, bare fordi det bliver lovligt.

- Vi ved, at prisen betyder meget for de unge, så det må under ingen omstændigheder bliver billigere at købe hash, fastslår Grønlykke, som også foreslår, at overskuddet fra salget fra hash, skal gå direkte til behandlingsprojekter for misbrugere.

Blandt de muligheder, som Borgerrepræsentationen vil have undersøgt, er blandt andre den hollandske model, hvor man kan købe hash på udvalgte cafeer – de såkaldte ”Coffeeshops” – men den model som Socialdemokraterne hælder mest til, går ud på, at det er ens private læge, som skal udlevere en recept på hash.

- På cafeer kan det være svært at forhindre børn og psykisk syge i at købe hash, men gør man det receptpligtigt, kan lægen holde styr på, hvem han giver det til, lyder forklaringen.

Håber på opbakning fra Christiansborg
Før lokalpolitikerne i København kan indføre forsøg med hash, kræver det, at kollegaerne på Christiansborg ændrer loven. Alligevel mener Grønlykke, at det er naturligt, at det er kommunalpolitikerne, der sætter gang i en undersøgelse.

- Det illegale hashmarked rammer uden sammenligning København hårdest, så det ser vi ikke noget galt i, siger han og understreger, at ”at det i den sammenhæng er glædeligt, at politikerne i Folketinget tilsyneladende er ved at ændre holdning til spørgsmålet om hash.”

Undersøgelsen som skal ligge til grund for en eventuel lovliggørelse af hash i København, forventes færdig i slutningen juni.