Lottes dagbog

Politikerne taler om garantier, pakkeløsninger og ventelister. Men hvordan lever man med kræften? 42-årige Lotte Johansen troede, hun havde overvundet brystkræften, da den kom tilbage med fornyet styrke. Berlingske Tidende har fulgt Lotte Johansen i det forløbne år.

Kemikalierne i kemoterapi er stærke. Lotte taber sit hår efter anden kemobehandling. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Sigrid Nygaard
Hun ser lille ud i projektørlyset.

Lotte står nøgen fra bukselinningen og op og forsøger at holde sin lammede venstre arm omme på ryggen. Med sine 44 kilo fylder hun intet i rummet. Hun smiler, som hun står dér blottet foran hospitalsfotografens granskende øjne.

Det er hendes »Lotte-smil«. Normalt lyser en glad Lotte hele rummet op, glæden krøller næsen og gør hendes øjne til små smalle sprækker mellem fine smilerynker. Men dette smil er krampagtigt. Det er for alle andres skyld. Hun afvæbner. Som om hun vil tage alvoren, akavetheden og ubehaget ud af situationen.

Fotografens lamper er som dem, man ser i fotostudier. Med skærme og blødt lys, der plejer at falde på glade brudepar, rundkindede babyer eller konfirmander med livet foran sig. På mennesker der har noget at fejre og behov for at fastfryse lykken og store bedrifter.

Lotte er et andet motiv. Den slags plejer man ikke at sætte i glas og ramme og vise frem. Måske burde man. Her er ingen soft-tonet forstillelse; kun råt og ærligt liv. Her er intet vindersmil, kun et blotlagt menneske – affotograferet i det sekund, hvor hun på én gang er svagest og stærkest, på én gang i andres hænder og helt alene.

Hospitalsfotografens linse retter sig mod Lotte. Der skal tages et »før«-billede. En læge har tegnet lidt med tusch omkring og over Lottes bryster. Det højre sidder pænt, rundt og velformet på hendes spinkle krop. Det andet bryst er grunden til, at hun er tilbage på hospitalet i Herlev.

I december 2004 blev en stor kræftknude fjernet fra den dengang 38-årige Lottes venstre bryst. Operationen efterlod brystet deformt. Og hun har været igennem det hele: Kemoterapi for at gøre svulsten mindre. Operation. Mere kemoterapi. Strålebehandling. Den jublende glæde, da hun kunne skrive »Jeg overvandt brystkræften!!« i sin dagbog. Livet med den evige angst for tilbagefald.

Nu er det efterår 2006, og Lotte Johansen har taget en drastisk beslutning. I morgen skal begge hendes bryster fjernes. Kræften er kommet tilbage.

»Bedst som jeg troede, det hele var ved at være overstået og skulle til at vinke farvel til halvandet år med brystkræft, er det hele kommet tilbage igen. En stor knude er konstateret og lige ved siden af: forstadier til endnu én. Igen bliver man rullet ind i et tankespind: Får man mon lov at overleve?« Lotte Johansen, oktober 2006.

Det er den sidste dag i oktober. Det 25 etager høje Herlev Hospital knejser med sparsomt lys over forstadens morgenmørke.

Lotte Johansen træder ind ad døren på den brystkirurgiske afdeling og kigger sig søgende omkring. Hun ryster. Har ikke sovet meget om natten, måske en halv time ad gangen, og endnu er klokken kun syv. Lotte får noget beroligende og kravler i den seng, der står klar til hende. Portøren henter hende kl. 7.50. Han kører sengen ud af afdelingen, ned til 4. sal, slår et sving til venstre og skridter ordløst gennem kølige, grå gange på vej mod operationsstuen. Lottes hoved og hendes fjerne blik titter op under den blå dyne, mens lysende lamper farer forbi.

Lotte bliver parkeret foran stue 14-17. Hun er lidt omtåget og smiler forvirret til det personale, der haster ud og ind. En sygeplejerske bøjer sig ned over hende, fortæller hende hvad der skal ske de næste minutter og spørger hende, om hun er okay. Lotte begynder at græde.

»Hold da op,« siger sygeplejersken stille.

»Man skal bare ikke spørge, hvordan jeg har det, så bliver jeg sådan lidt tudefjæs,« siger Lotte.

Sygeplejersken bliver stående. Hun aer Lottes arm.

»Værst af alt ... jeg er blevet rigtig tyndhåret?!? Stod ude på badeværelset og tænkte på, om man mon får et selvtillidsknæk? Kommer til at væmmes ved sig selv? Håret er jo en meget stor del af vores identitet. Lotte, tænk positivt!! Det er jo kemoen, der gør dig syg; den er effektiv og bekæmper kræften...!« Lotte Johansen, 26. oktober 2004

Hvis man overhovedet kan rangordne kræftsygdomme, må brystkræft være blandt de mest forræderiske. Den opstår i dét, der burde være symbolet på kvindelighed og liv, nærer sig ved det hormon, der gør kvinden til kvinde. Det er, som om kvindens eget køn vender sig mod hende.

Det sker for hver niende danske kvinde, det sker for 4.000 danske kvinder hvert år, og det skete for Lotte Johansen en morgen i 2004, da hun vågnede med trykken for hjertet i rækkehuset i Albertslund.

Hun havde længe haft ondt i brystet og armhulen, i perioder undgik hun at kramme sine børn, Morten og Sara, af ren smerte, men lægen sagde, at det knudrede væv i hendes venstre bryst måtte være hævede mælkekirtler. Det var det ikke. Det var en knude på seks gange fire centimeter. Aggressiv brystkræft.

Lotte kan huske, hvordan hun og hendes søster tumlede ned til p-pladsen foran sygehuset, da hun fik den endelige, uventede besked. »Kræft dør man af«, »jeg skal rydde op«, »jeg skal tale ud med dén og dén«, »hvad med børnene?« Tankerne stod i kø med angsten i Lottes hoved.

I dag ville hun, hvis hun kunne, sige »tag det roligt« til sig selv, »tænk positivt«. Kemoterapien gjorde sit arbejde, svulsten i brystet blev mindre, Lotte blev opereret og fik strålebehandling. Men hun blev ti år ældre på det halve år, der fulgte, kroppen måske endnu mere. Og inde i brystet var kræftcellerne ved at dele sig igen.

»Mon jeg snart forstår kemoens alvor og de konsekvenser, der følger, hvis man ikke følger spillets regler? Jeg kan ikke bruge dette år til noget som helst andet end at pleje mig selv. Min krop er så nedbrudt af kemo nu. Sad på gulvet i brusekabinen i tre kvarter og kunne ikke komme op ... Min søster ringede heldigvis midt i det hele og kom hjem til mig. Vi aftalte, at hun og Mortens far skal komme på skift og blive hos Morten og mig. Så nu bliver jeg/vi passet. Jeg har fået en del skældud, fordi jeg er så ski’ dårlig til at bede om hjælp. But I can’t help it.« Lotte Johansen, 10. januar 2005

De monotone, rytmiske bip-bip-bip fra pulsslagene bryder den hvide stilhed på operationsstuen.

Lotte er koblet til anæstesi-apparatet, der måler blodtryk, puls og blodets iltindhold. To læger, brystkirurgen og en plastkirurg, er netop blevet færdige med at studere Lotte. Alt vævet inde i brysterne og den overskydende hud skal fjernes, men det skal gøres, så Lotte senere kan få implantater indopereret. Snittene skal ligge rigtigt.

Nu ligger Lotte på operationslejet med en dyne på. Bip-bip-slagene øges pludselig.

»Nå, der blev du lidt nervøs igen, hva’?« Sygeplejersken fra før er hurtigt ved Lottes side og holder ved hendes arm. »Vi skal nok passe godt på dig, det ved du godt, ikke?« spørger hun.

Lotte nikker og blinker i et hurtigt »Lotte-smil«.

»Tænk på noget rart, en strand og palmer, måske,« siger narkoselægen.

»Så vil jeg til Grækenland,« siger Lotte. Der går ti, måske 15 sekunder. Så er hun væk.

Præcis klokken ni træder overlæge og kirurg Niels Bentzon ind ad døren igen med højt løftede, skrubbede hænder og arme. Han er høj og slank med venlige, lidt trætte øjne under det grønne hovedtørklæde. Med over ti års erfaring med brystkirurgi er han én af de forholdsvis få specialister til alt for mange patienter i Danmark. Nogle dage står han og plastikkirurgerne ved operationsbordet i over ti timer.

Men ét er kirurgien. Noget andet er de mange og lange samtaler med patienterne. For Niels Bentzon er brystkræft en særlig svær diagnose at levere, fordi det for kvinden ikke bare handler om at besejre og overleve sygdommen. Brystet er et helt andet organ at få konstateret kræft i end så mange andre dele af kroppen, siger hans erfaring. Selv hvis sygdommen overvindes, vil mange kvinder – selv de, der er langt oppe i årene – stå tilbage med følelsen af at være amputeret på identiteten, selvværdet og seksualiteten, når brystet er fjernet helt eller delvist.

Dette er en af de mere omfattende operationer. Med en speedmarker trækker kirurgen streger på Lottes brystkasse. En linje under hendes højre bryst og en nøglehulslignende streg op mod brystvorten og ned igen. Med en lille, elektrisk kniv påbegynder han det møjsommelige arbejde med at løsne brystvævet. Millimeter for millimeter.

»Første gang havde jeg en energi at gå ind i det med. Nu er jeg fuldstændig drænet. Så tænker man på, om man klarer den, ikke? Jeg er mere bange nu end før, jeg føler mig overtaget af sygehusverdenen. Men så tænker jeg også ... jeg ved, hvad jeg går ind til nu. Det kan være et plus.« Lotte Johansen, oktober 2006

Når helt unge kvinder får brystkræft, bekymrer det lægerne ekstraordinært. Hos nogle familier nedarves brystkræften simpelthen i generne, så mødre, søstre og døtre én efter én bliver syge tidligt i livet.

Lottes mor, Anni, døde, da Lotte var ni år. Hun kan ikke huske meget, kun at moren var indlagt måneder ad gangen. Lotte og hendes søskende kom sjældent med ind på hospitalet, hendes stedfar fortalte, at moren lå derinde med slanger i næsen og munden. Så en dag kom hendes stedfar hjem og fortalte, at nu var mor død. Kun et par-og-tredive år gammel.

Lotte troede ikke på det. Heller ikke, da en ny stedmor og en ny søster efter nogen tid flyttede ind. Hun troede, at hendes mor og stedfaren var blevet skilt, at moren ville komme og finde hende en dag.

Fantasien blev brat revet fra hinanden, da Lotte blev teenager. »Livets alvor« gik op for hende, siger hun i dag. Hun følte, hun manglede morens omsorg i familien med to stedforældre. At de ikke rigtig kendte hende. Små banale skænderier tog til i styrke. Skænderier, som endte med, at hun flyttede op til sin biologiske far, som hun knap kendte.

Måske var det års psykisk belastning på et lille barn, der skubbede det hele ud over kanten. Måske var det bare sort uheld. I hvert fald havde Lotte kun boet hos faren i nogle uger, da en måske endnu mere skelsættende begivenhed i hendes barndom indtraf.

»Jeg var ikke med til begravelsen og har aldrig været ved min mors grav. Det er sådan en »de ukendtes grav«, det er bare en græsplæne. I dag kan jeg godt forstå med hjernen, at de ting er sket. Men i mange år drømte jeg om, hvor meget anderledes tingene ville være, hvis bare min mor levede. Jeg synes, jeg var en rigtig Askepot.« Lotte Johansen, januar 2007

På operationsstuen sidder kirurg Niels Bentzon sirligt bøjet over Lottes overkrop på anden time; som en håndværker der filer forsigtigt på sit svendestykke. Undervægtige Lotte er svær. Der er kun lange, mørkerøde muskelfibre og knudret brystvæv, næsten intet fedt på hendes overkrop. Og han brokker sig lidt over, at hun er ryger; de heler dårligere.

Så er brystet løst, Bentzon får det sendt til nærmere analyse hos patologerne. Tilbage er et snit på Lottes højre side, som et T, der står på hovedet. Omhyggeligt syr han det til med små sting. Hvor huden mødes foroven, er der et lille »æseløre«, en lille tut af overskydende hud.

»Lad det endelig være,« vurderer en plastikkirurg, der kigger forbi – det kan blive starten på en rekonstrueret brystvorte.

Niels Bentzon retter sig op og strækker nakken. En sygeplejerske blander et glas rød saftevand og stikker et sugerør ind under hans operationsmaske. De er halvvejs.

Venstre bryst – dét med cancer – går efter samme rutine. Men det er anderledes at arbejde med. Lottes tidligere strålebehandling har gjort brystvævet hårdt og sejt. Og nu, hvor kræften er tilbage, er der intet andet at gøre end at fjerne det hele. At fjerne det raske højre har Niels Bentzon det mere ambivalent med: »Lægevidenskab i dag handler meget om at finde den rette balance. Hvornår gør man noget godt, og hvornår gør man noget mindre godt? Der skal være en rimelig gevinst for at opveje det tab af livskvalitet, man uvægerligt påfører patienten nogle gange,« filosoferer han, mens han syr Lottes venstre side sammen. Endnu et bryst ryger af sted til patologernes undersøgelser.

Tre timer senere, på opvågningsstuen, knapper Lotte skjorten op og kigger ned ad sig selv. Længe og undrende.

Hendes brystkasse er fuldstændig flad. Spinkel som på en ti-årig dreng.

»Det er mærkeligt... Det er mærkeligt. Men det er rart at vide, at kræften er væk. At det er overstået,« siger hun. Og så smiler hun et Lotte-smil.

Otte dage efter operationen mødes hun med Niels Bentzon igen. Hun har rustet sig psykisk; forventer det værste, så kan hun puste ud og ånde lettet op bagefter. Men Niels Bentzon har blandet nyt. Operationen er gået godt, men vejen foran Lotte er lang. Hun lytter og forsøger at forstå det hele. Forsøger at tage stilling til de måneder, der ligger foran hende nu, hvor den usynlige sygdom skal bekæmpes med midler, der vil gøre hende synligt syg. Meget syg. Eller rettere; Lotte er nu i princippet en kræftfri kvinde, der skal behandles for at forhindre endnu et tilbagefald. Lotte spekulerer, og lægerne kan ikke give hende sikre svar. Deres råd er baseret på erfaring og statistik. Ikke nødvendigvis vished.

Hjemme igen fører hun sære nøgterne, hverdagsagtige sætninger ind i dagbogen:

»Det ene, som man troede var et forstadie til kræft, viste sig at være en knude på syv millimeter. Den anden knude, som man først antog var 14 milimeter, viste sig at være 17 millimeter. De er begge ondartede aggressive kræftknuder. Puuuha, jeg er voldsomt hårdt angrebet. Det styrker mig endnu en gang i, at jeg valgte rigtigt, da jeg fik begge bryster fjernet. Jeg er lidt rystet.« Lotte Johansen, 8. november 2006

Lotte siger selv, at fundamentet til hendes kampgejst og egenrådighed blev lagt den lørdag morgen få uger før, hun fyldte 15 år. Hun var hos sin biologiske far, da det skete. Uden varsel – og så alligevel ikke. To gange havde 14-årige Lotte haft krampeanfald, hvor hun var blevet indlagt.

Første gang sagde lægerne, at hun måtte have epilepsi. Anden gang at hun bare ville have opmærksomhed. Tredje gang kom blodproppen.

Hun kan huske, at hun var på vej ud af sengen for at tjekke, om hendes far havde bagt morgenbrød som lovet. Det havde han ikke. Pludselig kunne hun høre sit hjerte banke, som om hele lokalet dunkede. Hun forsøgte at lægge sig på sin seng igen, men faldt om. Fra det øjeblik husker hun kun sekvenser: Faren, der stod målløs i døren. To Falck-mænd, der ankom. At hun ikke kunne bevæge sig. At hun lå i ambulancen. At hun byttede om på tallene, da redderne spurgte til hendes cpr-nummer. Og at hendes stedfar og søster stod ved sengen, da hun vågnede.

Lotte havde fået en blodprop i hjernen. Hele hendes venstre side var lammet. »Du kommer aldrig til at gå igen«, og »du skal på Esbønderup Plejehjem,« var lægernes besked. Men Lotte, der knap kunne tale, nægtede. Ligegyldigt hvad lægerne og velmenende socialarbejdere sagde.

De næste mange år turede hun fra behandling til genoptræning og endte til sidst på en ungdomspension. Hun lærte at gå og tale igen, og fik styr, om end ikke 100 procent, på sin venstre arm. Hun skændtes og sloges med de pædagoger, som ville andet end det, hun selv ville. Med læger som hun følte havde opgivet hende på forhånd.

Det var hendes oprør mod alt det uretfærdige, der var sket. Og mens hun egenrådigt styrede sin egen genoptræning og sit eget liv, skete der noget, som burde have væltet læsset. Det gjorde bare det modsatte.

Som 19-årig, i 1984, blev hun gravid med Sara, sit første barn:

»Fra det øjeblik var jeg mor. Da satte jeg alt andet til side. Fra det øjeblik fik jeg styr på mig selv og mit liv,« siger Lotte .

»Jeg har aldrig villet leve som handicappet. Det sagde jeg fra starten. Jeg vil sgu leve som alle andre.« Lotte Johansen, januar 2007

Lotte trækker en stor tot hår ud, kigger på den og går hen til skraldespanden og smider totten ned blandt éngangskopper og servietter.

Det er den 20. december 2006. For tre år siden, før kræften, havde Lotte langt lyst hår. Da første omgang kemoterapi var overstået, voksede der helt mørkt hår ud igen. Det er det hår, hun nu sidder og hiver lidt åndsfraværende i.

Hun forsøger ellers at passe på sit hår. Hun hader parykker; de giver hende en »klæde-ud-fornemmelse«. Så hellere acceptere tingenes tilstand, som hun siger. Men hårene løber bare ned ad hende med vandet, når hun er i bad. Og sønnen Morten driller hende lidt, når de spiser. »Er der hår i maden i dag?« spørger han.

»Det generer mig, at jeg skal gå og være skaldet til april. Mine venner siger: ‘Ih, hvor kan du bære det’. Men håret er ens identitet og kvindelighed. Jeg har jo heller ingen bryster mere. Jeg føler bare, at jeg er ribbet,« siger hun, mens hun forsøger at få endnu en lang ventetid til at gå på hospitalets gange.

Klokken er 12. Lotte har endnu intet spist, for så ved hun, at hun kaster op, så snart kemikalierne begynder deres vej rundt i hendes krop. Da hun bliver kaldt ind, beholder hun sin brune jakke og huen på. Hun vil ikke føle sig hjemme, siger hun. Ikke her.

»Jeg håber sådan, at det kan blive på til nytårsaften.« Lotte klapper på sit hår og kigger spørgende på sygeplejersken.

»Det tror jeg desværre ikke ... det går nok ikke,« siger sygeplejersken og tænder stuens juletræ. En pose med hindbærrødt kemikalie bliver koblet til Lottes drop, det hindbærrøde begynder sin vej ind i Lottes årer. Hun vrider sig lidt i stolen. Det svider og bobler i munden. Hun er mat i øjnene.

Det er anden behandling ud af seks. Tredje uge ud af 18. Den første behandling gik godt. I dag går hun direkte hjem og lægger sig. Kvalmen, hovedpinen og kemosmagen i munden tager til.

Juleaften er hendes hår faldet af.

»Total nederen! Jeg handlede lidt ind i går. Det var bare den grimmeste oplevelse. Købmanden, jeg altid har kendt, drejer hurtigt hovedet den anden vej. Vi har altid sagt ’hej og hvordan går det?’ Han siger ikke et ord. En lille pige står ved siden af ham og kigger meget intenst på mig, som om jeg er en levende død. Jeg prøver at smile til hende, men hun løber ... Jeg har allermest lyst til at smide det hele og gå hjem. Jeg føler mig stakåndet og totalt ydmyget. Mit hjerte hamrer løs. Jeg føler mig som det grimmeste menneske i hele verden. Jeg gad ikke pakke mine varer ud, da jeg kom hjem. Satte mig bare ned og stortudede. Fra nu af bestiller jeg mine indkøb over internettet. Jeg går ikke ud alene mere.« Lotte Johansen, marts 2007

Det gør hende ikke stærkere, at hun har prøvet det hele før, erkender Lotte gradvist, da 2006 bliver til 2007. Måske tværtimod. Angsten for at dø er mindre, men nu er det behandlingen og det psykiske sammenbrud, hun frygter. Hun har allerede tabt sig flere kilo, og hendes vægt nærmer sig de sølle 40. Sætter organerne ud?

Familien sørger for at tage hende med på skiferie, og vennerne er søde til at komme forbi. Det er små lyspunkter mellem kemo-dagene og den uge, der følger, hvor hun sover, fryser, skæller og har ondt overalt.

Det er for tidligt, tænker hun. Alt for tidligt at skulle gennem møllen, når der end ikke er gået to år. Hun har ikke været klar. Lotte tænker for første gang på at give op.

Kemoen er nu ren nedbrydning, hvor går hendes grænse? Vil hendes sidste energi forsvinde, hvis hun får det sidste kemo? Skal hun derud, hvor hun er mere død end levende? Og hvad med bagefter, når kemoterapien skal afløses af Herceptin – en behandling der hos nogle kvinder kan bremse tilbagefald. Skal hun have det og alle dets bivirkninger hver tredje uge et helt år frem? Hvornår er nok nok?

»Det er meget svært at være positiv og glæde mig over, at jeg kun mangler én omgang kemo. Jeg er overdrevet træt. Der er snart ikke flere ressourcer, kan jeg mærke, hverken fysisk eller psykisk. Jeg kan mærke, hvordan kemoen arbejder langsomt og grundigt i hele kroppen. Alle knogler er ømme, oveni er jeg voldsomt angrebet af svamp i alle slimhinderne. Min tunge er fyldt med store sprækker, gule belægninger og grimme huller. Tandkød, næse og øjenkroge er begyndt at tørre ud, revne og danne sår. Først hæver det op, så sprækker det, og så svier det.« Lotte Johansen, marts 2007

Hun ser godt ud, da hun åbner sin dør i Albertslund. Det er blevet september 2007, og hendes hår er vokset ud igen. Tæt og fast og mørkt. Og hun har taget en lille smule på.

Humøret er også blevet bedre. Nu hvor kemoterapien er overstået, tager hun ikke flere voldsomme dyk. Hun er ved at finde sig selv. Hun kan smage maden igen og kan kende sin krop igen.

Hendes 16-årige søn, Morten, er flyttet til Spanien. Han, der også har haft kræften tæt inde på livet, siden han var 13 år, er taget ned til Lottes søster, hvor han skal bo og arbejde i et år. Det er hans lille frikvarter, hvor han kan koncentrere sig om at være ung – uden sygdom og uden angst. Lotte savner ham, men er glad på hans vegne. Og det er en lettelse ikke at være en belastning for ham.

Selv er hun begyndt at se fremad. Hun har søgt om tilskud til en lille handicapbil, så hun kan køre ud og opleve og besøge igen. Hun drømmer om at komme ud og rejse, måske til Sydamerika.

Når hun kigger ned ad sig selv, kan hun ikke længere lide, hvad hun ser. Til at begynde med følte hun sig som en kriger, der med hele kroppen som våben var draget i kamp mod kræften. I dag synes hun, hun betaler prisen, og prisen er at blive mindet om sygdommen hele tiden. Prisen er kvindeligheden, der er gået tabt. Prisen er det tabte selvværd og angsten for, hvad andre vil sige og synes.

Til næste sommer skal Lotte derfor have nye bryster. To styk små silikone-erstatning for det tabte. Dét, siger hun, er hendes afslutning. Hendes præmie.

Til gengæld har hun taget en stor og alvorlig beslutning. Hun vil ikke have mere behandling. Efter én intravenøs behandling med tilbagefaldshæmmeren Herceptin, sagde hun fra. Bivirkningerne var for store – næsten værre end kemoen. Allergi, rysten, søvnløshed, angst, kramper, hævelse, mundtørhed. Og så meldte den stædige, oprørske Lotte sig igen:

»Jeg overvandt én dødsdom, da jeg fik blodproppen, og lægerne dømte mig til et liv på plejehjem. Det er som om, jeg er dér igen. Og nu siger jeg fra igen. Jeg tager magten over mit liv igen. Det handler om livskvalitet. Hvad er ideen i at forlænge livet, hvis det er et lorteliv, man sidder tilbage med? Så kan jeg sidde om nogle år i en kørestol med et lille flag og sige: ‘Juhu, jeg vandt over kræften, men mit liv er ikke værd at leve’. Jeg kunne ikke presse mig selv mere,« siger Lotte Johansen.

Hellere fem rigtig gode år end ti dårlige. Det mantra lever hun efter nu. Og hun tror på det. Der er for meget, hun er nysgerrig efter at se og opleve. Og kræfterne er tilbage, nu hvor medicinen ikke længere nedbryder hendes krop og humør.

»Mine venner siger, at jeg er for sej. De havde for længst givet op, siger de. Jeg ved ikke, hvad det er, der driver mig. Men først og fremmest må det være mine børn. Jeg er for nysgerrig til ikke at se, hvordan det går dem. Men jeg tror sgu også, at der må være noget kærlighed til mig, der venter. Jeg har udsat den indtil nu. Men den må komme en dag, så jeg ligesom kan sige: Så, nu landede jeg på min hylde.«

Hun og familien forsøger at give slip på kræften. Lægerne har tilbudt at gén-teste Lotte, så hendes datter, Sara, og Lottes søster kan få at vide, om de har forøget risiko for at få sygdommen også. Men de har begge sagt nej tak.

»Jeg kan godt forstå det. Lidt. For hvad skal de så gøre? Få fjernet brysterne uden at vide, om de nogensinde ville få sygdommen? Skal man leve efter kræften eller leve et normalt liv? Jeg og de har valgt, at kræften ikke skal være sparringspartner. Måske kommer sygdommen tilbage. Hvis det er kræften, der skal tage livet af mig, så sker det nok alligevel. Men nu vil jeg leve mit liv,« siger Lotte.

Der er flere notater, der skal gøres i dagbogen. Glade skriblerier om et godt liv. Trods alt. Og der er flere billeder, der skal tages af Lotte. Familiebilleder, rejsebilleder, billeder af vindersmil som dét, hun har på, den solfyldte efterårsdag vi slipper hendes historie. Nu smiler hendes øjne også.

»I dag bliver jeg betragtet som en rask kvinde af lægerne på Herlev. Jeg skal lige vænne mig til tanken. Tror jeg.« Lotte Johansen, september 2007

Alle kursiverede tekstuddrag er fra Lise Lotte Johansens internetdagbog(www.brystcancer.webbyen.dk) og fra interviews. Dagbogsuddragene er redigerede og forkortede af Berlingske Tidende. Lotte Johansen har godkendt brugen af alle billeder.