Transkønnede testlæsere udtalte sig om ny roman, inden den udkom. Professor advarer mod censur

En ny roman om transkønnede har sat gang i debatten om, hvordan man skriver om minoriteter. Og om såkaldte »sensitivity readers«, der har til opgave at fange blandt andet fordomme og krænkende ord.

Den danske litteratur er med tiden blevet et mere sammensat billede af forfattere med forskellige kulturelle og etniske baggrunde, fortæller professor i litteratur og medlem af Det Danske Akademi Anne Marie Mai. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Bjørn Vejlø (Arkivfoto)
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når du første gang hører begrebet »sensitivity readers« er det ikke sikkert, der ringer en klokke.

Men læser du litteratur fra udlandet – blandt andet USA og Storbritannien – er det et fænomen, du formentlig er stødt på uden nødvendigvis at være klar over det.

Blandt de udenlandske forlag er det ikke nyt, at man bruger  sensitivity readers. De er testlæsere, der gennemlæser litteratur for at spotte blandt andet krænkende indhold, fordomme og stereotyper. Det gør de for at kunne rådgive forfatteren om, hvordan vedkommende blandt andet kan undgå at krænke eller støde sine læsere.

Fænomenet er ikke udbredt i Danmark, fortæller Anne-Marie Mai, der er professor i litteratur ved Syddansk Universitet.

Alligevel endte det med at blive en del af en debat, da romanen »Fucking trans« i juli udkom på forlaget Tellerup.

Omslaget af den omdiskuterede bog »Fucking Trans«. Omslagsdesign: Danielle Finster. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tellerup A/S.

Forfatteren, Carina Evytt, og forlagets direktør, Harald Tellerup, måtte hurtigt ty til tasterne for at forsvare sig på sociale medier, mens personer fra lgbt+-miljøet kritiserede bogen for på forskellige måder at være stødende, blandt andet fordi vold, krænkelser og en voldtægt fylder en stor del, og fordi hovedpersonen, Vivi, bliver deadnamet på bogens bagside. (Begrebet dækker over, når en transkønnet person bliver kaldt sit fødenavn i stedet for sit nuværende navn.) Debatten rasede, selv om fem transkønnede testlæsere inden udgivelsen havde givet deres besyv med for at gøre bogen stærkere i dens skildring af, hvordan det er at være transkønnet.

Skal ikke være fast praksis

Hos Tellerup bruges de såkaldte betalæsere – altså testlæsere – og konsulenter. Men at bruge sensitivity readers som fast praksis til at screene for fordomme og stødende sprog, vil være et »kæmpe brud« på Harald Tellerups værdier, fortæller han:

»Vi spørger forfatterne ind til, hvad de har brugt i researchfasen – om de har fakta på plads. Forfatterne er selv kvikke nok til at rådføre sig hos forskellige mennesker, når de bevæger sig på et felt, de ikke har nogen viden om. Og det var det, der skete med denne bog.«

Testlæserne er blevet brugt til fakta, uddyber han. For eksempel i forhold til, hvilke kommentarer og reaktioner transkønnede typisk møder.

»Men de er ikke blevet spurgt, om de for eksempel er blevet fornærmede over en vending. Selvom nogle måske vil mene, at vi burde have gjort dét.«

Dog sagde en af testlæserne, at voldtægtsscenen var så voldsom, at der burde være en såkaldt »trigger warning« – en advarsel om, at noget kan fremkalde en stærk reaktion. Og det er bogen også forsynet med.

»Men man kan sige, at vi jo – uden at have tænkt over det – har haft noget sensitivity reading ind over, fordi vi har taget højde for én af de bemærkninger, der kom i forbindelse med læsningen – nemlig trigger warningen. Men det var ikke det, der var meningen med det,« siger Harald Tellerup.

En form for censur

At fænomenet ikke er udbredt i Danmark, skyldes ifølge Anne-Marie Mai, at vores uddannelsessystem og læserkultur er indrettet på, at vi er frie og kritiske læsere, der selv kan tage stilling – og gerne selv vil tage stilling:

»Hvis en bog på en eller anden måde generer os eller overskrider nogle grænser, vi ikke vil have overskredet, så lægger vi den fra os. Det kan vi godt selv finde ud af, og det behøver vi ikke have nogen til at fortælle os. Og det synes jeg er en stor gevinst, som vi virkelig skal hæge om og passe på,« siger hun og fortsætter:

»Gudskelov – for det ville da være en frygtelig ting, hvis vi skulle have andre til at udøve en form for censur i forhold til, hvorvidt noget er for voldsomt.«

Professor i litteratur og medlem af Det Danske Akademi Anne Marie Mai, da hun i 2014 modtog Forskningskommunikationsprisen. Her sammen med Kronprinsesse Mary og Hans Müller Pedersen, direktør i Udannelses- og Forskningsstyrelsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (Arkivfoto).

Fænomenet har – på den måde, man kender det fra udlandet – »ingen gang på kunstnerisk jord«, mener hun. Blandt andet fordi vi i Danmark har lovgivning omkring, hvad der er af ansvar i forhold til at offentliggøre bøger  – og fordi man som forlag i forvejen laver en lille tekst om bogen, når den udgives.

»Og det er jo glimrende, så læseren ved, hvad emnet er, eller hvilken type roman, det er. Det hjælper læseren til at vælge bøger til og fra, ud fra hvad de kan lide – hvad end det er seksualitet, forældreskab eller kontroversielle emner. Men at begynde at lade det styre på den måde, det vil være meget problematisk, fordi det er en form for censur.«

Hvordan finder man grænsen for, hvad der er inden for skiven af lovgivningen, men samtidig ikke skal støde nogen?

»Jeg tror ikke, man som kunstner skal tænke og handle ud fra, at man ikke vil støde nogen. Jeg tror, man skal tænke på, at man som kunstner har noget, man skal udtrykke, og det skal man tænke over, hvordan man gør på den kunstnerisk stærke måde. Det ville være forfærdeligt, hvis udgangspunktet, når man starter med at skrive en bog, først og fremmest er, at man ikke vil støde nogen.«

Man skal værne om friheden

I den danske forlagsbranche tyder intet på, at sensitivity readers bliver en fast rutine i den nærmeste fremtid.

Hos Politikens Forlag fortæller forlagschef for fiktion Charlotte Weiss, at det oftest foregår inden for forlagets fire vægge, når udgivelser skal vurderes.

»Vi har en sjælden gang haft eksterne konsulenter på til sproget i ungdomslitteraturen. Ellers har vi brugt læsegrupper på forlaget med folk i forskellige funktioner, som har forskellige niveauer af wokeness. Så det er en intern arbejdsproces, hvor vi prøver at komme eventuelle risici for krænkelser i møde,« siger hun.

Hvis noget »balancerer lige på kanten« har forlaget taget en dialog med forfatteren. I sjældne tilfælde er der blevet lavet små ændringer, der ville kunne gøre værket mindre stødende uden at ødelægge forfatterens budskab. For forlaget holder også fast i den digteriske frihed, understreger hun.

»Det er forfatterens bog, så hvis de holder fast i det, gør vi også.«

I hvor høj grad handler det om at ville undgå shitstorme?

»Det går ud på, at vi ikke ønsker at støde nogen. Det er et regulært ønske, at vi gerne vil udgive på den måde, at vi repræsenterer den befolkning, vi skriver til, ligesom vi gerne vil tage hensyn til forfatterne. Det er da klart, at det er rart at undgå shitstorme, men vi kan ikke ligge under for frygten for dem. Vi ved bare også godt, at man ikke kan være venner med alle, så det er en vurdering fra gang til gang – det er virkelig en balance.«

Konsulenter og eksperter er – ligesom hos Politikens Forlag – heller ikke ubekendte hos forlaget Gutkind. Men sensitivity readers gøres der ikke brug af, fortæller direktør Jacob Søndergaard.

»Det er min holdning, at vi som forlag ikke skal bruge dem. Men jeg mener ikke, at der er noget fordækt i, at en forfatter researcher i et bestemt miljø eller tager beskik af bestemte følelser, der kan være i et miljø – det må forfattere gøre, som de vil. De er jo nysgerrige og interesserede i, hvad mennesker mener om verden – uanset om de er minoriteter eller ej,« siger han.

Jacob Søndergaard, forlagsdirektør hos Gutkind Forlag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt (Arkivfoto).

Dog har han svært ved at se, at sensitivity readers skulle blive en almindelig del af praksis på forlaget. I stedet skal man have tillid til den demokratiske samtale, som han som publicist betragter som »et nøgleord«:

»Jeg mener, at man skal værne om ytringsfriheden og den kunstneriske frihed, som er kerneværdier i forlagsbranchen. Der skal være en samtale og fælles refleksion om de her emner, men man skal også kunne bruge sin fantasi som kunstner, uden at det er et angreb mod en minoritet.«

Hos forlaget Gyldendal tænker man meget over de bøger, man arbejder med, og har ofte mange læsere på manuskripterne. Men sensitivity readers som sådan er ikke på dagsordenen, oplyser forlagschef for skønlitteratur Simon Pasternak.

»Jeg synes jo, at alle skal være sensitivity readers i den forstand, at man skal tænke sig om. Men jeg tror ikke på et moralsk overråd, der skal bestemme, hvad der er rigtigt. Det må den enkelte forfatter afgøre med sig selv. Og vi må tage på os, om vi synes, det fungerer som litteratur.«

Forlagschef for skønlitteratur på Gyldendal Simon Pasternak. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lærke Posselt.

Han siger, at det er vigtigt, at der kommer mere litteratur, der har et lgbt+-udgangspunkt, men at det er kvaliteten og nødvendigheden af værket, der skal være afgørende for, hvordan det fortælles:

»Der er ikke én rigtig måde at beskrive virkeligheden på, og det er netop forskelligheden i fortællinger, former og synspunkter, der er en stor del af litteraturens kraft.«

Tilbage på Forlaget Tellerup står Harald Tellerup med egne ord »stadig i en shitstorm«. Forlaget har i samråd med forfatteren taget noget af kritikken til sig. Derfor kommer der nu også en trigger warning på bagsiden fra og med næste oplag –  af respekt for minoriteten og som en service til læseren, som han påpeger.

»Men i min optik skader det heller ikke bogen, for det er ligesom i film, hvor der også er en advarsel. Det er lidt udansk, hvis vi begynder at gøre det fast med bøger, men det er desværre nok noget, vi kommer til at se mere af.«