I sin anden bog, »Solhaven«, blander Simone Mørch Stjer kommunalrealisme med mystik og et ulmende kaos. I et stringent sprog udstiller hun det menneskelige begær for at kravle op ad samfundet sociale rangstige, men som i en næsten klassicistisk tragedie udmunder denne higen kun i hovedpersonens smerte og en udstilling af hans utilstrækkelighed.

At male de døde bliver den sympatiske sosu-assistent Davids uetiske udvej hen mod kunsten og den dertilhørende anerkendelse. Men selvom ingredienserne er til stede for et brag af en finale, bliver Tjekhovs riffel hængende på væggen, og det ender desværre udglattende og semikedeligt.