Et langt ægteskab er gået i tusinde stykker i Danmark. Vor hovedperson, Sui, er draget alene til et afsondret landsted bag de koreanske blå bjerge. Et sted, hun netop har arvet fra sin bedstefar.

50-årige Sui minder på visse punkter om forfatteren Eva Tind selv. Sui er forfatter, og i »Citronbjerget« refereres der hist og pist til et par af Tinds tidligere værker. Men de små autofiktive elementer skygger ikke for, at Sui fra start til slut afkodes og opleves som en selvstændig romanfigur.