Tanken om, at verden ville være et bedre sted, hvis kvinder regerede, og mænd var udrangerede, bliver på overdreven, drillende og barok vis illustreret i Maren Uthaugs »1%«. Romanen er sidste bind i trilogien om et kvindedomineret fremtidssamfund, hvor »11%« og »88%« er titlerne på de foregående bøger.

At den tid, vi lever i, er – stadig er – inficeret med usynlige kønsstereotyper, indgroede kønsdogmer samt mere eller mindre skjulte, urimelige køns-uligestillinger, er den geniale, groteske grundpræmis for romanens raison d’être. Det er en forrygende feministisk fremstilling af de mønstre og ubalancer, som vi enten ikke ser eller blot har accepteret som normen.