Min egen generation er mindst lige så selvoptaget som den yngre generation – bare med et andet udtryk

Der er betydelig forskel på generationer, men den ene er ikke »værre« eller »bedre« end den anden. Vi er som mennesker alle farvet af sociale strømninger, økonomiske forhold og den teknologiske udvikling, skriver Kresten Schultz Jørgensen i denne kulturkommentar om generationskulturen.

Kresten Schultz-Jørgensen er ceo hos virksomheden Oxymoron Communications. Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Juhl/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad angår generationskulturen, fylder to skrøner mere og mere.

Den første er den, at alle unge mennesker er narcissistiske, teknologiafhængige, snowflakes, der bliver fornærmede, bare man ånder på dem.

Skrønen fylder mere og mere i det offentlige rum, særligt i de kommentarspor, hvor ældre mennesker besværer sig over ungdommen.

Den anden skrøne er den, at man slet ikke kan tale om generationer, fordi enhver kategori – babyboomers, generation X og Millennials – er varm luft og dybt krænkende.

Den skrøne fylder også mere og mere, og den formidles typisk af personer, der har set sig gale på alle kategorier. Kønnet er en social konstruktion, demografien ligeså, alting er flydende.

Begge synspunkter er nøgternt set noget sludder.

For det første er unge mennesker naturligvis ikke mere narcissistiske end tidligere generationer. Helt fra oldtiden kendes besværgelser over, at unge mennesker er selvoptagede og uden respekt for de historiske fællesskaber, de træder ind i.

Det ligger lidt i kortene, kan man sige. Min egen generation er således mindst lige så selvoptaget, bare med et andet udtryk. Vi er den ironiske generation, der er marcheret igennem kulturlivet og medieverdenen uden nogen sinde at tage noget som helst alvorligt. Har vi skabt noget? Eller skaber vi os bare på tredje årti?

Narcissismen er kort sagt et begreb, en personlighedsforstyrrelse, man skal være lidt varsom med at bruge i flæng om hele generationer. Og ja, ungdommen har været selvbevidst, siden ynglingen Moses væltede ned fra Sinaibjerget, høj på kraterdampe.

Øh, men er der så slet ikke forskel på generationer?

Vel er der så. Naturligvis kan man ikke lave psykologiske kategorier ud fra helt faste årstal. Men socialvidenskaberne kan sagtens indkredse særlige persontyper, der er farvet af de tidsepoker, man er vokset op i.

Så ja, der er generelt betydelig forskel på generationerne. Den ene er ikke »værre« eller »bedre« end den anden, men vi er som mennesker alle farvet af sociale strømninger, økonomiske forhold og den teknologiske udvikling. Unge mennesker er farvet mest, fordi de vokser ind i en tid uden mulig erindring om andre tider. Easy as pie.

Er man født omkring årtusindeskiftet, er man eksempelvis den første generation, der er vokset 100 procent op med sociale medier. Man er også vokset op i et samfund, der er ekstremt konkurrencepræget, og som har stress og angst som primære sundhedsproblemer.

Det betyder en række karaktertræk, der er målbare: Unge mennesker blotter sjældent sig selv. De er heller ikke vilde med offentlig kritik, og de dyrker sjældent kunstarten selvironi.

Øh, er det ikke en generalisering? Jo, det er derfor, at det hedder generaliseringer. Det er generelt ret dækkende.

Og næste spørgsmål: Er der tale om gode eller dårlige egenskaber? Ingen af delene, nøjagtigt lige som min egen generation heller ikke er hverken bedre eller værre end generationerne før os.

Dét er netop pointen. Alle mennesker er en del af deres tid. Og vi gør os selv en tjeneste ved at forstå hinanden og måske finde de nye muligheder i samværet.

Selv bliver jeg nok en bedre far, kollega og chef, hvis jeg forstår, hvem jeg er omgivet af. Jeg kan for eksempel lære en del om, hvordan man får et bedre arbejdsliv og en mere respektfuld tone. Og måske kan de unge lære lidt om, tja, erfaringer?