Der er så mange vidunderlige passager, scener og sætninger i peruanske Mario Vargas Lloasas sidste roman, »Jeg tilegner Dem min stilhed«, at det er pokkers ærgerligt, at den ikke er bedre, end den er.

I bedste fald kan man kalde bogen en skøn rodebunke af fiktion, musikalsk essayistik og portræt af en (splittet) latinamerikansk nationalidentitet. Eller et appendiks til noget, der var så meget større.