Litteraturredaktør bekender: Det her mesterværk får jeg nok aldrig læst

Kulturkommentar: Der er så meget, vi ikke kan nå, derfor er det også vigtig at de, der har en særlig kvalificeret viden om og forståelse for emner som musikken, filmen, litteraturen, ja, kunsten, aldrig er intellektuelt nærige med deres indsigt, men rundhåndet deler ud til alle og viser vej.

Uanset hvor intenst, du læser, vil du aldrig være i nærheden af at få læst alle væsentlige værker på et menneskeliv. Foto fra Real Gabinete Português de Leitura i Rio de Janeiro, Brasilien, grundlagt 1837. Fold sammen
Læs mere
Foto: CARL DE SOUZA
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tempus fugit!

»Tiden flyver,« skrev digteren Vergil for 2.000 år siden, og det har aldrig været mere aktuelt. Tiden accelererer faktisk med tiden og skaber samtidig, jo ældre man bliver, langsomt en følelse af panik. Panikken melder sig i stadier, ved ankomsten til livets forskellige alderstrin, hvor man må erkende adskillige ubehagelig sandheder.

Når du fylder 10, må du indse, at du aldrig bliver den næste Caroline Wozniacki eller Glenn Gould.

Når du fylder 15, må du erkende, at du ikke har talentet til at spille på fodboldlandsholdet eller blive skakstormester.

Når du fylder 20, må du sande, at det nok aldrig bliver dig, der blive den næste Jimi Hendrix eller Beyoncé.

Når du fylder 30, er tiden kommet til at erkende, at det ikke blev dig, der blev professor i filosofi eller trestjernet michelinkok.

Et sted typisk i 30 års-alderen (for mig var det 36) overskrider man målet for, hvornår man ikke er »ung« længere. Det kan måles præcist ved, at der ikke er nogen på landsholdet, der er ældre end dig selv. Det er et bittert skæringspunkt.

Når man fylder 40, må nogle os af acceptere, at vi ikke får mere hår, tværtimod – og at nogle at de største eksistentielle døre i livet nu lukker endegyldigt.

Og når du fylder 50, som jeg selv gør næste år, begynder det at blive de mere banale ting, man nok må erkende aldrig kommer til at ske.

Ingen røde bukser

Jeg er begyndt at indrømme over for mig selv, at jeg nok aldrig kommer til at besøge Tasmanien eller Grønland. Ikke fordi det er umuligt, men der er så meget andet, jeg hellere vil se, inden min tid er gået.

Jeg kommer heller aldrig til at elske trippa, altså komave, selvom jeg har prøvet det flere gange under utallige ture til Rom. Det bliver altså aldrig mig. Slut. Ligesom røde bukser – det kommer heller aldrig til at ske, medmindre nogen giver mig dem på i kisten.

Værst ser det ud med bøger. Næsten alle litteraturelskere lider af en konstant understrøm af fomo (fear of missing out).

Som jeg kort har beskrevet i en tidligere artikel, kan vi med en vis rimelighed antage, at en rutineret læser i gennemsnit højst kan læse cirka én bog om ugen i godt 60 år.

Det vil sige ca. 3.100 bøger. Til sammenligning ejer verdens største bibliotek, Library of Congress i Washington D. C., over 39 millioner forskellige regulære bøger.

Faktum er, at man i løbet af et typisk menneskeliv vil evne at læse mindre end 0,01 procent af de publicerede bøger, vi kender. Så der er i dén grad grund til at være selektiv med sit læsestof.

I den forbindelse må jeg også med skam, særligt som litteraturredaktør, erkende, at jeg aldrig har færdiggjort Marcel Prousts monumentale værk »På sporet af den tabte tid«. Jeg er to gange i mine tyvere begyndt, men har begge gange tabt mig selv og interessen på vej gennem de 3.200 sider. Det nager mig, men jeg har siden hverken haft tiden eller tålmodigheden til det. Det er min skam, men jeg vil hellere læse noget andet.

En anden verden

Den russiske mesterfilminstruktør Tarkovskij blev spurgt: »Hvad er kunst?«. Han svarede, at det ikke var det væsentlige spørgsmål. Det væsentlige var spørgsmålet:

»Hvad er menneskets formål her på Jorden?«

Svaret kunne være, mente Tarkovskij, at skabelsen og oplevelsen af kunsten var et mål i sig selv; en måde at være i verden på, som ikke er rodfæstet i viden, men i en spirituel oplevelse af verden. En anden måde at være i verden på, som er sand i sin egen ret.

Jeg tror, at Tarkovskij havde en væsentlig pointe. Livet er for kort til, at man må være intellektuelt nærig. Det gælder særligt dem, der er betalt af staten. De har fået en lang uddannelse og et privilegeret job, hvor de beskæftiger sig med kunsten. Disse statsbetalte skønånder har en særlig forpligtigelse til at indlemme os andre i og konkretisere deres akkumulerede viden.

Det også derfor, jeg, modsat mange blaserte litterater, er fan af bogguider, top 100-lister og kulturkanoner.

Det kan være forbundet med en intellektuel frygt for personlig eksponering at skulle konkretisere, hvad man egentligt bedst kan lide. Men disse lister og oversigter fungerer som et kondensat af kvalificeret erfaring og anviser os andre den korteste vej, som de måske selv overså på den lange, møjsommelige vej mod Olympen.

Lad være med at være nærig med dine indsigter, men del passioneret ud. Vær konkret. Vær gavmild, som var der ingen dag i morgen. Tempus fugit.