»Jeg gør her noget, som jeg aldrig har gjort før«. Topjournalist udgiver otte timers lydoptagelser med Donald Trump og kalder ham en »fare uden sidestykke«

Den amerikanske journalist Bob Woodward har skrevet flere bøger om tidligere præsident Trump. Nu har han produceret en lydbog med otte timers interview, hvor man kommer tæt på Trumps tankesæt, mentalitet og måde at udtrykke sig på.

Kan lydbogen noget, som den trykte bog ikke kan, udover at man kan lytte til den, mens man kører bil, cykler eller laver mad?

Ja, helt sikkert, mener den amerikanske journalist Bob Woodward, som sammen med kollegaen Carl Bernstein i begyndelsen af 1970erne blev verdensberømt, fordi de stod bag afsløringen af Watergate-skandalen, som fældede den amerikanske præsident Richard Nixon.