I Svend Brinkmanns nye bog stiller han sig selv det største spørgsmål af alle

Boganmeldelse: Svend Brinkmann er selverkendt »religiøst tonedøv«, og man må give ham ret i, at hans nye bog indimellem er »spøjs«. Alligevel er »Mit år med Gud« et modig og dedikeret værk om en moderne verden, der er så hektisk, at Gud er presset ud på et sidespor, og hvor Selvet er gjort til religion.

Forfatter, psykolog, foredragsholder og meningsdanner Svend Brinkman udforsker sit forhold til Gud i bogen »Mit år med Gud«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Janus Engel Rasmussen/BAM/Ritzau
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Svend Brinkmann skal have seks permanente stjerner på skuldrene for sit mod til for pivåbne mikrofoner at stille alle tænkelige spørgsmål om den menneskelige eksistens. Sin solide universitetskarriere til trods har han talt prunkløst og eminent forståeligt om psykologi og filosofi direkte ind i danskernes hverdag siden bestselleren »Stå fast«.

Følte alle Brinkmanns kollegaer på universiteterne, mig selv inklusive, blot en hundrededel af hans dedikation til at formidle sin viden, ville samme universiteter være mere agtede, end de er i dag.

»Den brinkmanniske psykolog ved godt, hvad der er galt: »Måske er religionen udgrænset fra det moderne liv, ganske enkelt fordi mange af os har for travlt?««


Modet til frygtløst at stille alle spørgsmål har ikke forladt ham. I »Mit år med Gud« stiller han det største af dem alle: »Findes der en Gud? For hvis der gør, ændrer det jo alt, og derfor må det jo være et af de vigtigste spørgsmål, et menneske kan stille. Måske endda det vigtigste!«

Bogen er skrevet i dagbogsform, månederne har temaer: Hvad er religion? Findes sjælen? Og hvad kan Biblen lære os? Formen minder om kirkefaderen Augustins berømte Bekendelser. Augustin led, som Brinkmann, af svær skepticisme; Biblen havde han opgivet og levede derfor et udsvævende liv.

Den udgrænsede religion

Allerede der holder lighederne selvfølgelig op, for Brinkmann lever uhyre ordentligt, elsket af sin familie og respekteret i samfundet. Han deler dog en fundamental følelse med Augustin: Den rastløse følelse af, at der mangler noget. Mens Augustins omvendelse viser, at det, han mangler, er Gud, er Brinkmann desværre mere orienteret efter en mangel i sit forfatterskab. Det mangler en bog om Gud.

Af det bemeldte år får Gud dog ikke så meget. Det bliver et hæsblæsende coronaår, hvor der skal skrives adskillige bøger, produceres klummer, daglige radioprogrammer og interview samt præsteres liveopdateringer på sociale medier. Den brinkmanniske psykolog ved godt, hvad der er galt: »Måske er religionen udgrænset fra det moderne liv, ganske enkelt fordi mange af os har for travlt?«

»Mit år med Gud« er derfor ikke overraskende en for hektisk bog afløst af passager, hvor Brinkmann ærgrer sig over, at han er religiøst tonedøv. Denne ujævnhed gør, at man faktisk må give forfatteren ret, når han selv kalder bogen »spøjs«.

Forfatter Svend Brinkmann er aktuel med bogen »Mit år med Gud«, som Berlingskes anmelder giver fire ud af seks stjerner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Gyldendal..

Brinkmann kan med autoritet citere filosoffer som Hannah Arendt og Kierkegaard og digtere som Søren Ulrik Thomsen, og han har også læst den hotte, tyske sociolog Hartmut Rosas teori om resonans. Men bogen lykkes ikke ganske med at formidle den resonans, som Brinkmann hævder at erfare, når han læser disse forfattere.

Det virker næsten uundgåeligt, når Brinkmann via teologen John D. Caputo når frem til, at Gud ikke eksisterer – Brinkmann er jo først og sidst videnskabsmand. Ifølge Caputo insisterer Gud, og det gør han i form af næstens svage kald om barmhjertighed. Således opstår Guds rige i den barmhjertige gerning.

Der er en skønhed i denne såkaldt »svage teologi«, men med dens opgivelse af troen på, at Gud eksisterer som en almægtig skaber, forekommer den helt utilstrækkelig til at modgå modernitetens forbandelse. Den forbandelse består i, at vi i stedet for troen har gjort Selvet til en religion, hvilket Brinkmann frygtløst og med stort S anerkender.

Men med Brinkmanns gudløse superhumanisme skal Selvet paradoksalt nok præstere endnu mere. Det skal lytte til medmenneskets insisterende kalden og blive »den bedste version af sig selv«, samtidig med at det skal stirre afmægtigt på Svend Brinkmanns egen overmenneskelige præstation. Hvor hulen lagde jeg nu den nejhat?

Kan Brinkmanns superhumanisme så befri os fra os selv? Uden tvivl vil »Mit år med Gud« ramme et stort publikum, der fra deres eget liv vil kunne genkende Brinkmanns mislykkede forsøg på at finde en større autoritet i verden end ens eget selv.

Men måske har det moderne selv brug for noget, der både er større, og som også faktisk eksisterer. Som kalder dets mislykkethed for synd, men som samtidig tilbyder mennesket tilgivelsens mulighed. Hvor blev bogens kapitler om synd, død, nåde, tilgivelse og opstandelse egentlig af?

De kommer måske en dag. På bogens allersidste side spørger Brinkmann, om det mon ville være en god idé at gå mere i kirke? Ja, det ville det. Ganske vist bliver man der åndeligt anfægtet og må bekende sin hektiske forfængelighed og sin trang til at være større end Gud.

Men man får på samme tid noget, der er endnu større: år efter år at kunne gå fra kirken som et nyt menneske. Et menneske næsten lige så godt som Brinkmann selv.

Mit år med Gud
Forfatter:
Svend Brinkmann. Sider: 254. Pris: 220 kroner. Forlag: Gyldendal.