I »Ønsketænkning« banker Glenn Bech derudad som en skyggeboksende Duracell-kanin på ecstasy. Det er ikke kun godt
Stilen er i hvert fald konsekvent powered by chaos. Men det er saftsuseme også forvirrende, som en omgang late night poetryslam, der er gået i båndsalat, skriver Berlingskes anmelder om Glenn Bechs essay »Ønsketænkning«. Rune Øe
I essayet »Ønsketænkning« kan man desværre alt for godt mærke, at Glenn Bech er et produkt af Forfatterskolen, hvor form altid har været vigtigere end indhold, og hvor læseren er en, der ikke nødvendigvis behøver at være der.
Før psykologen og forfatteren Glenn Bech skrev og udgav bestselleren »Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet«, debuterede han med den senere hen anmelderroste selvbiografi »Farskibet«.
Og det skib hopper Glenn Bech, der i mellemtiden synes at være blevet det kreative Danmarks kæledæggesvar på næsten alt mellem himmel og jord, ombord på igen med »Ønsketænkning«. Et 33 sider langt essay i bogform, der netop nu går sin gang på det danske bogmarked.
Del:
