Hun slap ud af Mississippis evige dødedans, men hader, at hun skylder rige hvide mennesker alt

AOK
Litteratur
Anmeldelse

Boganmeldelse: Selvom mønsterbryderen Jesmyn Ward ind imellem vender det blinde øje til sin egen kulturs faldgruber, er »Mænd vi høstede« et stærkt og bevægende indblik i en sort amerikansk kultu, man ellers kun hører om, når det igen er gået galt.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I løbet af blot fire år, 2000-2004, mistede den amerikanske forfatter Jesmyn Ward fem unge mænd i sin nærmeste kreds på grund af alt fra skuddrab til biluheld. Den første af dem var hendes egen bror.

I erindringsbogen »Mænd vi høstede« fra 2013 går hun baglæns i tid for at samle mod til at nærme sig den dag, der ændrede hendes liv.

Biografierne om de fem mænd omkranses af hendes egen historie samt refleksioner over det at være sort og fattig i sydstaterne, hvor hendes familie har boet i generationer, og som hun selv er flyttet tilbage til efter at have skabt sig et navn nordpå.

Racegjort slægt

Jesmyn Ward voksede op i Mississippi, som først i februar 2013 stadfæstede det forbud mod slaveri, der blev vedtaget i 1865. Hun beskriver en »racegjort« slægt blandet af alskens hudfarver, spændende fra hvid til gylden til nøddebrun til sort, og et samfund i samfundet, hvor mange er synske, og de fleste er fætre og kusiner. Et sted, hvor det på ingen måde er usædvanligt, at børn pludselig flytter ind hos slægtninge for at vokse op der i stedet. Alt og alle er filtret ind i hinanden, hormonerne raser typisk fra barnsben, og kolde øl og varme joints hører til dagens orden.

Jesmyn Ward er således ældste barn af fire, født i et ægteskab baseret på fysisk tiltrækning; moderen var 18 og faderen 20, da de blev forældre første gang. Da de blev skilt, havde faderen allerede fået to børn med andre kvinder, og snart fik han fire mere. En alt for smuk og charmerende mand, som ikke kunne sætte grænser og ikke alene gik fra kvinde til kvinde, fra job til job og fra hjem til hjem, men også brugte opsparingen på en motorcykel i stedet for en byggegrund og opdrættede bidske pitbulls i baghaven. En mand, der dog også elskede at se film og høre musik og satte en meterhøj gynge op i et træ som fødselsdagsgave til datteren et år, hvor pengekassen var særligt tom.

Imens holdt moderen tavst hjemmet kørende, revsede børnene og tog ufaglærte job, blandt andet som rengøringshjælp hos rige hvide mennesker.

Én af dem tilbød at betale for Wards fortsatte skolegang, efter at hun to gange var blevet mobbet ud af sorte folkeskoler.

Bogen »Mænd vi høstede« fra 2013 handler om racisme, ulighed og tab, og forfatter Jesmyn Ward dykker i romanen ned i sin fortid. Fold sammen
Læs mere
Foto: Politikens forlag.

Det blev til seks år på en hvid privatskole, komplet med den strukturelle racisme, der følger af at være sort i sydstaterne. Skoleskiftet betød, at Ward blev familiens mønsterbryder. Moderen kunne også være blevet det; hun kom faktisk videre i undervisningssystemet efter gymnasiet, men valgte at droppe ud for at være kæreste med Wards far, og resten er, som man siger, historie.

Jesmyn Wards ældste lillesøster blev mor som 14-årig, broderen flyttede hjem til faderen, blev cracksælger og døde som 19-årig i en bilulykke, mens den yngste søster har røget sig gennem ungdommen på bagsædet af biler. Jesmyn Ward selv er fanget i et socialt ingenmandsland, hvor hun både sætter pris på sit held og hader, at hun skylder rige hvide mennesker alt, samtidig med at hun brænder ulovlige cd’er til sine søskende og drikker sig fra sans og samling.

Fascineret af mandelivet

»Mænd vi høstede« er som nævnt fra 2013, men selvom Ward tydeligvis er fascineret af mandelivet og gerne vil være én af drengene, ville bogen måske have været skrevet anderledes i dag, efter #metoo. I hvert fald er der en påfaldende trang til at holde hånden over de unge sorte mænd og bortforklare alt fra deres notoriske utroskab til deres misbrug, tyverier og salg af hårde stoffer med slaveriets opsplitning af familier, et nedarvet syn på manden som forsørger samt den allestedsnærværende racisme.

Alt sammen skaber ufrihed og gør, at drenge og mænd må slå sig i tøjret, skal man forstå. Alligevel kan det være svært uden videre at godtage, at ingen af deres egne sætter dem stolen for døren; deres kvinder, der selv er vokset op uden fædre og nu gentager mønstret, deres mødre, som er beviset på, at man godt kan klare sig selv, trods hårde odds, hvis blot viljen er der.

Det er, som om de alle holder hinanden fast i en dødedans, godt hjulpet af samfundet, fra skolelærere til arbejdsgivere, som ikke kerer sig om de charmerende, men besværlige sorte drenge og mænd.

Pigerne opdrages ligefrem til at kunne varetage en familie på egen hånd, mens drengene betragtes som fremmedlegemer. Og det er derfor, nu hvor Black Lives Matter har aktualiseret den strukturelle racisme, at det også kunne være interessant at vide, om bogen havde lydt anderledes efter #metoo, som har sat fokus på den strukturelle ulighed mellem kønnene og givet kvinderne mod til at stille krav. Uanset hvad giver »Mænd vi høstede« et stærkt indblik i en sort amerikansk kultur, man ellers kun hører om, når det igen er gået galt.

Til slut en anke herfra: Jesmyn Ward skrev den helt igennem vidunderlige roman »Syng, levende og døde, syng« (2017), men »Mænd vi høstede« er desværre ubegribeligt sjusket oversat. Så på trods af at bogen løfter sig i den afsluttende og utroligt gribende beskrivelse af broderen, er sproget desværre hele vejen igennem tæt på at ødelægge læseoplevelsen.

Mænd vi høstede
Forfatter:
Jesmyn Ward. Oversætter: Mikas Lang. Sider: 264. Pris: 299,95 kroner Forlag: Politikens Forlag.