Man bliver varm om hjertet ved at læse Suzi Elena Apelgrens erindringsbog »Datter af en havnearbejder«. Den er en usentimental fortælling om at vokse op i en fattig familie i København i 1960erne og 1970erne, og vi er lysår væk fra vor tids krænkelseskultur og identitetsmani, opslugt som den er af hudfarver og sexkrænkelser.

Suzi Elena Apelgrens forældre kom til København fra landet, og hun blev selv født i 1961. Hendes far var daglejer på havnen og hendes mor hjemmegående. De boede først i en kælderlejlighed i Møllegade under usle vilkår – fem mennesker stuvet sammen. Der var lokum i gården. Faderens løn var lille, og han supplerede med at spille harmonika på værtshuse og i gårde. Familien flyttede til en kvistlejlighed i Baggesensgade med wc i entreen. Det var en forbedring, men Suzi delte et lille kammer med to søskende.

Bademesterens træuld

Suzi kom hverken i vuggestue eller børnehave. Hun legede i gården eller på gaden med kvarterets børn. Man legede dåseskjul, hvor man fiskede en brugt konservesdåse op af skraldespanden og valgte én til at stå og tælle til 100, mens de andre skjulte sig. Så gjaldt det om for den, der stod, at finde de andre, og de ikkefundne skulle så sparke til konservesdåsen og befri de fundne. Suzi holdt sig til at lege med børnene fra sin egen gård på Nørrebro og blandede sig ikke med børn fra andre gårde.

Der var ikke bad i lejligheden, og Suzi blev vasket i køkkenvasken eller i en balje på køkkengulvet, efter hendes mor havde varmet litervis af vand over blusset med bygas. Af og til tog hendes mor hende med til badeanstalten i Sjællandsgade, hvor hun blev skuret med bademesterens træuld.

Hendes bror spillede bold nede på Blågårds Plads, og Suzi balancerede på granitfigurerne, som billedhuggeren Kai Nielsen havde skabt. Det vrimlede med småbutikker på Nørrebro – det var, før supermarkederne overtog det meste af handlen. Slikmutter var vigtig, og her kunne man købe »bøffer«, der var en slags flade flødeboller – med og uden kokos.

Suzis mor kunne koge suppe på en sten, som man sagde dengang. Maden var jævn bondekost, men sikkert sundere end meget af det, der serveres i dag. Kartofler var grundsubstansen, og der var flere grøddage om ugen.

Suzis far arbejdede mest i Sydhavnen. Her blev der losset med håndkraft – det var fysisk hårdt og farligt. Ofte kom hendes far fuld hjem fra arbejde. Arbejdsulykker var hyppige, men man gik sjældent til læge og tog det »som en mand« – som man sagde dengang. Der var tale om en rå omgangstone, og i mødelokalet herskede Danmarks Kommunistiske Parti (DKP).

Hippiestilen

Tiderne skiftede i sidste del af 60erne. Kvarterer blev saneret, og Suzis karré i Baggesensgade blev revet ned. Familien fik en moderne lejlighed i Lundtoftegade, med udsigt over Bispeengbuen. Lejligheden var en forbedring, men Suzi savnede legekammeraterne i gården på Nørrebro og følte sig alene.

Hippiestilen sneg sig ind over familien, og børnene fik langt hår.

Suzi kom i skole på Havremarkens skole. Hun var glad for sang og musik og hørte på landeplager som »Smilende Susie« med Birgit Lystager og »Jeg har set en rigtig negermand« med fireårige Lille Bo og hans famiie. (I øvrigt en sang, der mundede ud i en almen humanistisk erklæring om, at alle er lige!)

Lærerne var temmelig frygtindgydende, ja, Suzi var ligefrem bange for klasselæreren. Den Kolde Krig rasede, men Suzi skriver, at hun var mere bange for klasselæreren end for hemmelige agenter.

Eleverne stillede pænt op i to rækker i skolegården, og der var bomstille i timerne. Efterhånden var vold mod eleverne aftaget, ikke mindst efter »spanskrørscirkulæret« fra 1967, men man brugte stadig andre typer af fysisk afstraffelse. Da Suzi fik en lussing, kom det dog til et møde med inspektøren, fordi hendes mor klagede. Nye tider var på vej.

Parallelt univers

Maden blev bedre. Autoriteterne faldt. Venstrefløjen sejrede. Videospil blev introduceret. Eleverne røg i skolegården. Oliekrisen indfandt sig, og Suzi fik job som flaskepige i Irma til 12,53 kroner i timen. Og så kom der seksualundervisning i klassen.

Alt dette og mere til fortæller Suzi Elena Apelgren på en ligefrem måde i sine erindringer, der er udgivet på forlaget Klithedegården. Der er ikke tale om stor litterær kunst, og visse steder mangler man en uddybning for at forstå familierelationer og miljøet. Fortællingen er garneret med en blanding af professionelle gadefotografier og Suzis amatørfotografier. Men fotografiernes halvdårlige kvalitet slækker ikke på bogens autenticitet – tværtimod. Det er befriende at læse om en pige fra underklassen og hendes liv, fortalt lige ud uden vrede eller indhyllet i krænkelser. Det var en tid, hvor klasseforskelle eksisterede, og som nu virker som et helt andet parallelt univers – og dog er det kun få år siden.

Datter af en havnearbejder . Født i går – på tærsklen til i dag

Forfatter: Suzi Elena Apelgren Sider: 184 Pris: 200 kroner Forlag: Forlaget Klithedegården