Halshugning af lig og kannibalisme: Nyt kæmpeværk går dygtigt i dybden med Københavns historie

AOK
Litteratur

Boganmeldelse: Københavns Museum og Københavns Stadsarkiv står bag en ambitiøs bogserie på otte bind om Københavns historie. Det er en dybtgående og seriøs beskrivelse af byens udvikling, men der mangler københavnerskæbner til at give beretningen liv.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er et godt stykke tid siden, at der udkom et større værk om Københavns historie. Vi skal faktisk tilbage til begyndelsen af 1980erne, da Gyldendal med blandt andre historikeren Erik Kjersgaard i redaktionen udsendte seks bind.

Siden er der sket meget. Man har gennemgravet byen på grund af byggeri – ikke mindst metroprojektet har bragt nye fund – og den historiske forskning har heller ikke stået stille. Derfor er det fint, at Gads Forlag i samarbejde med arkæologer og historikere fra Københavns Museum og Københavns Stadsarkiv nu udsender hele otte bind om byens historie.

Det lyder voldsomt, men hvert bind er kun på 128 sider og svarer stort set i omfang til den tidligere københavnerhistorie. Bindene er opdelt kronologisk og starter med arkæologen Niels Henrik Andreasen, der fortæller om perioden, inden København blev en egentlig by.

Løvehoved i sten fundet i den gamle voldgrav ved udgravningen til metroen ved Kongens Nytorv. Den har sikkert prydet byens østlige port i 1400- og 1500-tallet. Foto: Illistration fra bogen/Mia Toftdal. Fold sammen
Læs mere

Udgravninger, dels på Rådhuspladsen og i nærheden af Kongens Nytorv, men også andre steder uden for centrum, har vist, at der var beboelse, lang tid før biskop Absalon byggede en borg. En gravhøj fra bronzealderen ved højhusbyggeriet ved Bellahøj er et eksempel på tidlig beboelse.

Der er eksempler på stenalderbopladser, og et 9.000 år gammelt kæbefragment tyder på, at selv så langt tilbage var der mennesker i området. De spredte knoglefund fra tidlig tid tyder på, som Niels Henrik Andreasen skriver, at man har begravet - eller endda genopgravet - stammemedlemmer og slægtninge tæt på bopladsen. 

Sankt Clemens-kulten

I Hanna Dahlströms bind, »Byen bliver til«, fra 1000-1200 er det igen de mange udgravninger og fund, der præger beskrivelsen. Ikke mindst udgravningen på Rådhuspladsen, hvor man fandt en større kirkegård, der synes at vise, at byen er ældre, end historien om Absalon tyder på.

Hun redegør for de kilder, som vi har om byens ældste historie, som egentlig er ganske få og af tvivlsom værdi som kilde til Københavns tidligste historie.

Dahlström konkluderer, at byen blev skabt i 1000-tallet – altså før Absalon:

»København havde allerede et tydeligt varemærke, en identitet, som handelsplads, så Absalons borg i Hafn var blot en tilføjelse til en allerede etableret by.«

Det var noget af en sensation, at udgravningen på Rådhuspladsen afdækkede en bebyggelse fra 1000-tallet, og at dette område var en del af den ældste by. Hanna Dahlström beskriver Sankt Clemens-kulten, som de tidlige kirker var viet til.

En træfigur, der blev fundet ved Højbro Plads. Den er fra 1300- eller 1400-tallet og forestiller en munk fra et kloster. Foto: Illustration fra bogen/Sille Juline Høgly Petersen. Fold sammen
Læs mere

Clemens var en missionær og pave, der blev helgen, og man dyrkede ham i hele Norden. Ikke mindst i Kiejevriget i det nuværende Ukraine var kulten stærk, og kilder viser, at Olav Haraldsson (Olav den Hellige) opholdt sig der, inden han blev konge over Norge i 1015, og at det var ham, der bragte kulten til Norden og altså til København. Igen er billedudvalget fint og illustrerer godt Hanna Dahlströms fortælling.

Kroppens affald

Det næste bind er skrevet af Vivi Lena Andersen og har fået titlen »Kampen om Byen« og omfatter perioden 1200-1550. Det er i denne periode, at storbyen tog form. Byen ændrede hastigt udseende, og munkesten og mørtel blev nu brugt til at bygge bymuren. Teglstensteknikken kom til i 1100-tallet, og det nye byggemateriale ændrede byen.

Der var voldgrav omkring byen, og i voldgraven fandt man et løvehoved i sten fra 1400-tallet, der sikkert havde prydet byporten ved den østlige del af byen. Igen har metrobyggeriet og andre udgravninger bragt mange genstande frem, så vi må nyfortolke byens historie og dets fysiske fremtræden.

Det var i denne periode, at København blev til en egentlig hovedstad og blev en rigere by båret frem af fiskeri og den gunstige beliggenhed ved søhandelsveje.

Erik af Pommern tvang byens biskop til at afgive byen til ham, og det var Erik, der gav byen privilegier i 1422, hvor byens borgere fik samme rettigheder som borgere i andre købstæder. Men det var stadig lerklinede huse, der dominerede, så en prangende storby var der endnu ikke tale om.

Et morsomt kapitel handler om kroppens affald, og Vivi Lena Andersen beskriver, hvordan arkæologer i 2021 fandt hele 18 træbyggede latrinkasser, som havde været i brug i 1500-tallet. Disse latrinkasser er en guldgrube, for de viser, hvad folk spiste. Fundet af katteknogler i kasserne kan skyldes, at et par uheldige katte faldt ned i kasserne, for folk har vel næppe spist dem?

Et af de i alt otte  bind, der fortæller Københavns samlede historie fra jægersamlerstenalder til i dag. Fold sammen
Læs mere

Mos til enden

Rikke Simonsen har skrevet næste bind med titlen »Kongernes by«, som dækker perioden 1550 til 1700. Byen var stadig præget af lave bindingsværkshuse, og kun adelige og rige havde huse eller gårde af teglsten. Glasvinduer var udbredte, men de var sømmet fast.

Det var ikke en velstandsperiode, men Christian 3. ofrede store summer på byens befæstning og det flotte nye slot. Også her har metrobyggeriet afsløret ny viden om befæstningsanlægget.

Rikke Simonsen beskriver byens liv, hvor der var talrige tiggere og jævnlige udbrud af pest. Moden ændrede sig hastigt, og mænd bar parykker, hvilket fundet af ti mandeparykker i voldgraven på Rådhuspladsen vidner om.

Med Christian 4.s kroning i 1596 var der lagt op til et byggeboom, som vi har glæde af den dag i dag. Kongens ændringer af byen omfattede ikke kun prestigebyggerier, men også gader og kvarterer. Han kæmpede en »utrættelig kamp« mod uorden i gaderne og for renholdelse og bortkørsel af affald. Også i Rikke Simonsens afsnit er der en beskrivelse af de seneste fund af latriner, som ved brug af avanceret teknologi har afsløret, at folk led af bændelorm og brugte mos til at tørre sig i bagi.

Halhuggede død kvinde

Peter Wessel Hansen er forfatter til næste bind, »Med vold og magt« om tiden fra 1700 til 1850. Bindet adskiller sig fra de foregående ved at fortælle om en skæbne.

Den 23-årige Inger var tjenestepige og blev gravid med en tambursoldat. På flugt fra denne skam drog hun til København i 1704, fik et arbejde og fødte sit barn ved havnen ved Sankt Annæ Gade. Hun efterlod barnet i et hul dækket til af hestemøg og skyndte sig væk. Inger blev arresteret og dømt til døden ved halshugning. Men hun var gravid igen, og man besluttede sig til at udsætte henrettelsen, indtil hun havde født sit barn.

Hun fødte barnet, men døde kort tid efter af barselsfeber, så hun undgik henrettelsen. Men for at fuldende sagen hentede man hendes lig og lod bødlen hugge hovedet af hende og sætte det på en pæl. Det er kun 500 år siden. Byen blev præget af de to store brande i 1728 og 1795 og en opblomstrende handel i anden halvdel af 1700-tallet.

Scene fra Holbergs komedie Jean de France. I komedien gør Holberg grin med københavnerne og deres forkærlighed for alt fransk. Maleri af C.W. Eckersberg, 1812. Illustration fra bogen. Fold sammen
Læs mere

Det er en lang periode, de 128 sider dækker, men denne anmelder bemærker med glæde, at Jødefejden i 1819, som tidligere blev ignoreret som blot en mindre gadeuro, her får den brede beskrivelse, som den fortjener. Bindet er godt skrevet og flere for denne anmelder ukendte illustrationer lyser også op, og flere menneskeskæbner gør dette bind spændende.

Ni børn

Det næste bind er skrevet af Jakob Ingemann Parby og hedder »Den grænseløse by«. Det er i den periode, at industrialiseringen sætter sit præg på byen, og også i dette bind får vi en personskæbne i skikkelse af isenkræmmer Mathias Anker Heegaard, der fik lov til at anlægge et støberi ved Blågårdsgade.

Han fik ni børn med Henrikke. Sønnerne overtog firmaet, og fabrikken blev til en integreret del af byens urbanisering og industrialisering, og Jakob Ingemann Parby skriver, at fabrikken kunne lugtes og høres over et stort område. Det er rart at se denne generelle udvikling personificeret.

Toiletforholdene var elendige, og man havde i de nye brokvarterer retirader under trappen eller i gården. Ofte var der 80 til 100 beboere til en retirade. Bindet giver en bred skildring af arbejdsforhold og boligforhold og arbejderbevægelsens opståen.

Foruden den rige Heegard giver forfatteren også en skildring af nørrebrodrengen Christian Christensen, der i sin selvbiografi »En rabarberdreng vokser op« fortalte om de fattiges vilkår. I bindet fortælles også om prostitutionen, homoseksuelles forhold, den fremvoksende kvindebevægelse og om blandt andet østjøderne, der bosatte sig i byens fattigkvarterer.

Herberg for hjemløse i Dronningens Tværgade 34 i 1907. Herberget var indrettet til 240 mænd. Illustration fra bogen. Fold sammen
Læs mere

Den spanske syge

Kirsten Benn Lykkebo har skrevet næstsidste bind, »Livet i husene« om perioden 1920 til 1980. Og her, heldigvis, har forfatteren fat i flere københavnere, der beretter om fattigdom og elendige boligforhold, så der kommer kulør over beskrivelsen og menneskeskæbner i teksten.

Den spanske syge brød ud i 1918, og mange døde af denne influenzaagtige sygdom. Dernæst kom polioen, som ramte København i 1952.

Krigstiden under nazitiden optager overraskende nok kun ganske få sider, og det føles som en mangel. Derimod gives der lige så meget plads til slumstormerne fra 1960ernes slutning, kvindebevægelsen og Christiania, hvilket denne anmelder synes er en skævvridning.

I 1921 boede 120.000 københavnere i overbefolkede lejligheder. I 1965 var det faldet til 25.000. Fotografiet er taget i 1950 med mor og fire børn. Illustration fra bogen. Fold sammen
Læs mere

For pæne bz'ere

Sidste bind af Anders Møller fortæller om den sidste tid fra 1980 til 2020, hvor byen nærmest er eksploderet. Nye kvarterer har rejst sig, og gamle slidte kvarterer er blevet populære. Også her gives god plads til bz'ere, slaget om Byggeren, Ungdomshuset, men ikke et ord om Blekingegadebanden, der dog var det mest spektakulære i perioden, og med sin opbakning blandt byens radikale venstrefløj var et ord værd. Beskrivelsen af disse fænomener, der særlig for bz'ernes vedkommende var særdeles voldspræget, er for pæn.

Det er selvfølgelig en vanskelig opgave at skildre byens historie gennem alle disse århundreder. Nogle vi altid savne noget. Man har valgt at lægge stor vægt på det arkæologiske i de første fire bind.

Der er valgt en seriøs tilstræbt objektiv stil. Det pynter gevaldigt de steder, hvor skildringen beskrives gennem konkrete menneskeskæbner.

Man kan få den tanke, at redaktionen har været lidt i tvivl om, hvad man ville, hvis der altså er en redaktion, for forlaget nævner ingen. Ville man skrive et strengt videnskabeligt værk om byens udvikling, eller ville man også formidle til en bredere offentlighed? Bindene er absolut læseværdige, men personligt savner jeg personskæbner.

»København og historien 1-8«
Forfattere:
Niels Henrik Andreasen, Hanna Dahlström, Vivi Lena Andersen, Peter Wessel Hansen, Jakob Ingemann Parby, Kirsten Benn Lykkebo og Anders Møller. Sider: 128 gange 8 Pris: 149,95 pr. bind eller samlet 899,95 kroner Forlag: Gads Forlag