Fra hestepigernes stald får man et selvudleverende, sjovt og råt selvportræt
»Til gengæld folder Stensgaard hele sit potentiale ud, når hun poetisk og præcist beskriver en hestepære, så den både kan lugtes og ses, når hun får sat kvindelige kunstnere og kongelige ind i sammenhæng, og når hun billedligt talt tager læserne med op på hestens ryg og lader dyret bære hende og os »ind i andre tider.«, skriver Berlingskes anmelder, Merete Reinholdt. Lea Meilandt Mathiesen
Man er i godt selskab med Pernille Stensgaard i »Hvad jeg ved om kvinder på heste«, der er en interessant og poetisk mellemting mellem et personligt essay og kultur-, kvinde- eller hestehistorisk erindringslitteratur.
Man behøver ikke at have været en såkaldt hestepige for at kunne mærke hovdyrets krop mellem sine ben, når man sætter foden i Pernille Stensgaards fine litterære stigbøjle, svinger sig op i sadlen og begiver sig på et personligt og kulturhistorisk ridt med hende som berider og gavmild formidler i fortrop.
»Hvad jeg ved om kvinder på heste« er en intens lille læseoplevelse, der fortæller kvindehistorie uden de store feministiske feltråb og hestehistorie med fokus rettet mod de seneste hundrede år, hvor ridning gik fra at være en udpræget mandeting til hovedsageligt at være noget for kvinder, eller måske rettere piger.
Del:
