Fortidens sminkede lig lokker det ene øjeblik og frastøder det næste

Den midaldrende psykiater Gustava søger frelse i Tromsø, hvor hun planlægger at tage sig af dage.

Umiddelbart er sådan en nordnorsk selvmordsmission ikke oplagt forårslæsning.

Heldigvis for hovedpersonen i Christina Hesselholdts nye roman, »Til lyden af sin egen tromme«  – og for os – skifter hun mening efter at have grædt ud i en nøgenomfavnelse af en udstoppet isbjørn (yndlingsscene) og rejser til Venedig, hvorefter bogen skifter stemning fra modløs moodkiller til sart-optimistisk genfødselsfortælling.

Hr. Nysgerrig

Gustava har selskab af en meget invasiv og synlige fortæller, der fjerner den berømte »fjerde væg« allerede på side 11:

»jeg ved allerede nu at jeg ikke kan spille rollen som diskret. Jeg er for anfægtet, for opbragt, og den lyserøde dynefrakke som Gustava er iført, gør noget ved mig; jeg har lyst til at lægge mig på knæ og i barnehøjde slå armene om hendes hofter og bore mit ansigt ind i frakken«.

Således intimsfærekrænkende bryder fortælleren – af karaktererne kaldet Hr. Nysgerrig – konstant ind for at Gustava, modsat sin navneophavsmand Gustav Aschenbach fra Thomas Manns »Døden i Venedig«, holder sig i live.

Thomas Manns tragedie om en stor forfatter, der dør, fordi hans forelskelse i et drengebarn fastholder ham i det kolerahærgede Venedig, er konstant på spil som reference. Et uvasket jordbær blev Aschenbachs endeligt. Gustavas selvmordskit består af piller og en yoghurt (garanteret med jordbærsmag). At kittet ikke kommer i brug, kan Gustava takke Hr. Nysgerrig for, men hendes rigmandsbror, Mikael, forsøger også at komme til undsætning, selvom han ender med mest at redde sig selv.

Brormand er nemlig så angstplaget, at han lever ensomt i en luksusvilla, hvor dagene går med overspisning af delikatesser og konstant omklædning fra den ene silkekåbe til den anden. Da den tragiske Dionysos-eremit finder sin søsters selvmordsbrev, bryder han resolut ud af angstfængslet og følger sporet til Venedig iført en gul silkekåbe, der bliver mere og mere ulækker, mens han bævrende og blævrende jager sin søster og finder sin frihed.

Der skal en del til før en fattig enlig mor som jeg oversvømmes af sympati for en mand, der henkastet bruger 20.000 på en Prada-regnfrakke, men Mikael, der er »en sommerfuglepsyke i en flom af fedt« (for nu at citere Hesselholdt, der citerer Stephan Zweig, som skriver om Stendhal), baskede ind i mit hjerte.

I et polster af tunge drenge

Apropos fedtlag er Venedigs turister med Hesselholdts ord »byens spæk«, som »slider på den til knoglerne brister og den styrter sammen.« Den slags grumme billeder er der til min glæde mange af i bogen, hvis eget spækpolster må være dens mange litterære henvisninger.

Hesselholdt ruller med de tunge drenge – Mann og Zweig, men også metatekstbaroner som Borges, Proust og Sokrates. Altid lidt mistænkeligt når der bolstres med så højvelbårne referencer, der let kan virke som en snobbet (falsk) garanti for værkets finlitterære karat.

Men Hesselholdt frikendes for denne synd, fordi hun dels er the real deal intellektuella og dels lader de bedagede herrers betagethed være en pointe i sig selv, for en bog om Italiens Atlantis in spe handler naturligvis om forfald, og der stikkes ofte til holdbarhedsdatoen for både fortællerens og de andre gutters autoritet: »Sådan ville du aldrig behandle en mand, belure ham,« som Gustava siger til Hr. Nysgerrig, mens Thomas Mann får skældud for sit billige trick med at bruge antikken som den jordbæryoghurt, der skal få »Døden i Venedig«s pædofile plot til at glide ned.

Til lyden af sin egen tromme både dyrker og afmonterer Gustava fordums storhed, og i Hesselholdts venetianske spejlglas er fortidens sminkede lig tillokkende det ene øjeblik og frastødende det næste. Helt undvære Mann, Markuspladsen og machofortællere vil man jo ikke. I hvert fald ikke de to første. Og absolut ikke Hesselholdt.

Til lyden af sin egen tromme
Forfatter: Christina Hesselholdt. Sider: 180. Pris: 279,95. Forlag: People’s.