Fortællinger om underlivstortur i maratonformat er et skrig, der anråber tidligere tiders kvindefællesskaber

AOK
Litteratur
Anmeldelse

Boganmeldelse: Liv Nimand Duvås »Mødrenes hus« er en fortælling om at blive overmandet af en fødsel. Romanen er en drastisk og vellykket genrebastard, der punkterer den rosenrøde moderskabsmyte.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Mødrenes hus« er som mange andre samtidsbøger lyserød. Og som en del andre er dens ærinde at punktere den rosenrøde moderskabsmyte. Hvor man før klarede litterære fødsler på et par linjer, er ærlige fortællinger om revnet mellemkød en kærkommen tendens i samtidslitteraturen.

Men enhver fødsel er unik, og det er »Mødrenes hus« også. Liv Nimand Duvås fortælling om at blive overmandet af en fødsel, hvis brækfyldte mørke ligger uendeligt langt fra de yndige pink streger på graviditetstesten, er en drastisk og vellykket genrebastard. Et skrig der anråber tidligere tiders kvindefællesskaber, hvor den fødende var omgivet af kendte ansigter, og mødres viden kom døtre til gode.

Ubeskrivelig vesmerte

Romanen handler om Rosa (lyserødt navn!), der skal føde sit første barn. Apatisk afventer hun afslutningen på den graviditet, der er opstået lidt tilfældigt: »Noget havde besluttet sig for at tage bolig i hende. Det føltes ikke som et valg.«

I romanens første tredjedel er sproget hverdagsrealistisk og ligefremt. Men når Duvå beskriver den ellers ubeskrivelige vesmerte som en kraft, der tager fat om drøblen og suger én mod jorden, mens bækkenet smuldrer, vejrer man sproglig vildskab i luften … Da den private jordemoder efter to døgn konstaterer, at veerne ikke har udrettet en skid, må den »rigtige« fødegang tage over.

»Jeg er vild med morfin-Rosa, der som en bristefærdig rødhætte famler rundt i den mørke skov på jagt efter dette fællesskab. Det giver voldsomt god mening at ty til uvirkelighedens horror og eventyr, når veernes realitet af lort, bræk og underlivstortur i maratonformat skal beskrives.« Foto: Gyldendal. Fold sammen
Læs mere

Den fødegang, der allerede i Dea Trier Mørchs klassiker »Vinterbørn« fra 1976 er presset på grund af besparelser. Ha! Hvor meget er der ikke sparet siden. Der bliver dog ikke sparet på morfinen, og snart vrider den overdoserede Rosa sig i et delirisk mareridt af brækkaskader (som man selv skal tørre op), mens Duvås vildskab bryder frem i fuldt flor.

Morfintrippet er et udsyret eventyr, hvor Rosa famler omkring i skoven med sin bedstemor, der både er oldgammel og højgravid, mens ulve snapper dem i skridtet. Med bedstemoren kæmper Rosa sig frem mod »mødrenes hus«. Hun aner ikke, hvad det er, men stoler på den gamle kvinde, der har prøvet det før, modsat den ellers sødt opbakkende kæreste, og kender hende, modsat hospitalspersonalet.

Underlivstortur i maratonformat
Har man læst Marie Bregendahls filmaktuelle klassiker »En dødsnat« ved man, at hverken Gud eller lægen kan redde den barslende bondekone. Men omkring sig har hun i det mindste fællesskabet. Bedstemødrene, der har født og begravet barn efter barn, nabokonerne, traditionerne og fortællingerne.

Jeg er vild med morfin-Rosa, der som en bristefærdig rødhætte famler rundt i den mørke skov på jagt efter dette fællesskab. Det giver voldsomt god mening at ty til uvirkelighedens horror og eventyr, når veernes realitet af lort, bræk og underlivstortur i maratonformat skal beskrives.

For min skyld kunne der godt være mere af dette og mindre af den sine steder næsten YA-agtige (Young Adult-genren) realisme i romanen. Men jeg har selvfølgelig også den 'fordel' selv at have oplevet fødegangens virkelighed tre gange.

En slurk af fællestanken
Barnet ankommer til sidst under ret deprimerende omstændigheder, men læseren får en mere lykkelig forløsning.

På bogens sidste sider venter en lindrende skildring af det utopiske mødrenes hus. Her kommer nybagte mødre sammen til kræfter i store bassiner, og børnene får en slurk mælk fra fællestanken for at styrke den kollektive bevidsthed.

Den scifi-agtige drømmesekvens slutter med et lille fødselsaktivistisk kampråb, som jeg gerne ville have messet under mine fødsler i stedet for på systemets anbefaling at gispe mig igennem »Se den lille kattekilling« for at undertrykke pressetrang.

Der er brug for mere kraftfulde ord, når man skal bøde for syv millioner års evolutionært fuck-up i form af kæmpe babyhoveder og smalle benede bækkener. »Mødrenes hus« er fuld af dem.

Mødrenes hus
Forfatter: Liv Nimand Duvå. Sider: 248. Pris: 199,95. Forlag: Gyldendal.